Kan vi give det uforståelige, der sker omkring os, ord og sprog?

Et udvalg af indsendte tekster

Skriveøvelse #5

Steffen Ringgaard Andresen

ÅND

Prolog:

Onsdag d. 11. Marts sad jeg som resten af Danmark foran fjernsynet og så den alvorstunge Mette Frederiksen og hørte hende beordre Danmark lukke ned.
Jeg husker stadig den følelse af angst, forvirring og katastrofetænkning, der bredte sig som en stæppebrand i min krop.
Jeg røg fluks ind i mit panikspor, et spor der er lagt ned i mit nervesystem som en firesporsmotorvej, Et spor, der er bygget af gamle erfaringer med tidlig sygdom med lammelser til følge, flugten fra mit fædreland, erfaring med et uventet dobbeltselvmord i den nærmeste familie. Eksistentielle erfaringer, som livet er fyldt med for os alle men som vi reagerer forskeligt på.
I hverdagen navigerer jeg uden om denne motorvej, der er asfalteret med panikreaktioner og uhensigtsmæssige mønstre. Der har i årenes løb dannet sig sunde stier og farbare veje i mit nervesystem baseret på nye, positive erfaringer og møder med gode mennesker.
Den dag gik jeg i chock. Ånden havde forladt mig. Mine coping redskaber duede ikke i denne ukendte situation. jeg var i bogstaveligste forstand på Herrens Mark. Åndløs. Der er ikke meget ånd på Herrens Mark. Det skulle man ellers tro. Herrens Mark. Det skulle da være et meget smukt sted fuld af ånd. Hvorfor er Herrens Mark åndsforladt? Måske er den det heller ikke? Måske er det bare mig, der var havnet i en situation, hvor jeg ikke kunne mærke ånden. Jeg var blæst omkuld, åndløs og åndeløs. Dér midt på den firesporede motorvej, på Herrens Mark følte jeg mig magtesløs, angst, og vidste ikke hvad jeg skulle gribe eller flå i?

En lille historie om hvordan jeg overvandt åndløsheden:

Jeg forsøgte at blive telefonven for ensomme mennesker. Måske kunne jeg overvinde min egen angst og panikfølelse ved at stille mig til rådighed for nogen, der havde det endnu værre, som slet ikke havde nogen at tale med, som boede helt alene og var isolerede?
Det var ingen succes, for der var alt for mange andre, der havde fået den samme gode idé. Der var flere frivillige end mennesker med behov for en telefonven.
Jeg kunne ikke læse, for slet ikke tale om at skrive. Koncentrationen og ånden havde forladt mig.
Et par guidede meditationer var alt, hvad jeg formåede for at bryde min åndelige isolation.
Siden begyndte jeg at bede. I starten sang jeg et par udvalgte salmer, som fungerede som bøn for mig, som denne min yndlingssalme der rummer det hele.

”Herre, gør mig stille, stille for dig
saml du mine tanker, du som kender mig
Herre, al min uro betror jeg til dig
Lad din ånd fylde tomheden i mig”

Så begyndte jeg at sige Fadervor højt eller bare i tankerne.
Sagde ordene langsomt, sætning for sætning, smagte på ordene. Lod dem tage bolig i mig.
Lige så stille faldt jeg til ro, i begyndelsen kun så længe jeg sad og sang og bad.
En dag fandt jeg på at lave aftaler med et par af mine veninder om at mødes.
Ikke på skype ikke på zoom eller face time, hverken analogt eller digitalt men i et helt specielt rum.
Vi aftalte at sætte os på et aftalt tidsunkt, sammen hver for sig, og lave vores praksis samtidig.
Bede Fadervor, synge en salme eller bare sidde helt stille og mærke, havd der måtte opstå.
Det har udviklet sig til at jeg nu ”sidder med” en veninde hver morgen på samme tid, med en anden veninde opstår det spontant via en sms og med en tredje veninde en sjælden gang efter aftale. Det er en meget stærk fysisk følelse af nærvær og kærlighed. Mit hjerte åbner sig og jeg oplever at et sådant åndeligt møde kan være mere intenst end et fysisk møde. Jeg har tænkt mange tanker om, hvad det mon kan skyldes. En psykologisk forklaring kunne være, at der ikke er alle de sanseindtryk, som ved et fysisk møde.
I en mail er der kun ordene, i en sms er der også smylierne. I telefonen er der stemmerne.
Nu ved jeg det:
Det er Ånden, der laver broen her. Den rene Ånd. For Ånd er relationel.


Epilog:

Når jeg på denne måde kan forbinde mig med et andet menneske, der fysisk er langt væk, når jeg kan mærke hendes nærvær på afstand, når jeg kan blive berørt af et andet menneske i denne dimension – så er tid og sted ophævet.
Den forbindelse er evig og grænseløs.
Der er ingen – ting, ingenting mellem os, der er det uhåndgribelige, det luftige, der er fyldt med – ÅND.


Zsuzsanna Adorjan

ånd bliver åndløs Ånd

At stå på toppen. Ikke af et bjerg - bevares. Det kræver jo bare, at man kan kravle. Op. Men at stå på toppen - dén top, hvorfra det handler om at tage et spring ... det er her, jeg står. Åndløs. Og dog fuld af ånd - i flydende form - for min krop er fuld ... af Ånd og spiritus.

Spring og lev.
Eller bliv stående og dø.
Eller var det omvendt? Valget skal tages!
Kære Gud. Giv mig mod til det, som er din vilje. Hvorfor ikke? Er Gud stærk nok, vil Han bære mig. Uanset om jeg springer eller bliver stående. Og valget skal tages.

Jeg står på toppen. Den top, hvorfra der ingen vej er tilbage. Og jeg magter ikke at springe. Er det er spørgsmål om tro? Ordene kører rundt i mit hoved. Problemet er, at jeg ikke længere ved, om det er min egen eller en andens vilje, der må ske. At stå her - bundet og fri på en gang - er liv og død ... på samme tid. Og jeg burde være lykkelig. Men burde er ikke et åndeligt ord. Burde er et ord uden Ånd. Det er det ord, mennesket pålægger sig selv og andre i en tro på, at det er sandt. Men burde eksisterer ikke i en verden, hvor springet skal tages og livet leves. Og jeg er ikke lykkelig, fordi jeg indser, at magten ligger et andet sted end i min egen vilje. Og det gør ondt at stå stille ... her.

Historien er enkel. Der er ikke mere. Jeg står på toppen. Og skal tage et valg. Og jeg kan ikke. Jeg har lyst til at slutte fortællingen om en kvinde eller en mand, der tog et valg. Men sandheden er, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke skrive om et valg - for valget er umuligt at tage. Derfor - Ånden lever. Både dér, hvor jeg tør. Og dér, hvor jeg ikke tør. Og valget er ikke mit. For livet er ikke mit. Det gives. Det leves. Det tages. Og et sted ind i mellem eller måske hele vejen bliver ånd til åndløs Ånd


Kristina Günes

Da jeg var 18 år, fik jeg mit første job som hospitalsmedhjælper på Kommunehospitalet i København. I starten arbejdede jeg der i weekenderne, senere på fuld tid. Det første møde med min kommende inspektrice fandt sted bag indgangsporten på hospitalet, under et højt hvælvet loft, muret og med en trappe op i hver side af porten. Vi var adskillige unge mennesker, der startede samtidig og dér i porten blev vi fordelt ud mellem de 5 inspektricer, der styrede rengøringsafdelingerne på hospitalet. Én af inspektricerne skilte sig ud fra de andre. Kulsort hår, stramtsiddende nederdel og ditto skjorte, sorte nylonstrømper, højhælede sko, knaldrøde negle og dybrød læbestift. Under den hvide kittel, der aldrig var knappet. Bare ikke hende der, tænkte jeg, hun så dramatisk og farlig ud og jeg blev usikker og bange blot ved synet af hende. B.H. De andre inspektricer havde alle knappede, hvide kitler, praktiske, flade sko og korte, ulakerede negle.
Vores navne blev råbt op af den trisse, vi skulle arbejde under og B.H. råbte mit navn. Mit hjerte sank i livet. Åh nej, alle andre, ikke hende! Men hende blev det! Hun var typen, der kunne komme ind i et lokale uden en lyd, hun sagde aldrig noget, og når jeg pludselig følte mig iagttaget og vendte mig væk fra arbejdet, stod hun der i døren. Nogle gange lavede hun svigermortesten og kørte pegefingeren langs overkanten af dørkarmen for at se, om man nu havde gjort sit arbejde ordentligt. Tit blev der ikke udvekslet et ord mellem os, hun forsvandt så lydløst som hun var kommet. B.H. regerede med frygt som våben. Alle var bange for hende, turde ikke sige hende imod eller bede om fri, for hun bestemte. Og hendes ord var lov.
Jeg kom fra Vestegnen, cyklede ind til København for at gøre rent og havde aldrig prøvet noget, der bare mindede om dette, at gøre rent blandt nyopererede og sårbare patienter, at være nederst i hierarkiet på hospitalet. Hospitalsmedhjælpere blev ikke regnet for noget, et nødvendigt onde, ikke meget mere. Mine kolleger kom fra Spanien, Marokko, Tyrkiet, Grækenland og Danmark og det var mit første møde med mennesker fra alverdens lande. Når man var ansat som weekendafløser kunne man blive placeret i mange forskellige afdelinger og med nye kolleger uge for uge. Derfor kom jeg efterhånden til at kende mange af de fastansatte kvinder. Blandt dem, var der en kvinde fra Spanien, der på et tidspunkt glædesstrålende kom og fortalte os, at hendes bror skulle giftes. Han boede i Spanien og hun skulle have fri, fordi brylluppet stod i en af hendes arbejdsweekender. Der var flere måneder til festen og hun fik efter nogen tids tilløb spurgt B.H. om fri. Svaret faldt prompte. Det blev et NEJ. Et klart og køligt NEJ. Min spanske kollega blev fuldstændig knust, forstod det ikke. Det gjorde jeg heller ikke.
Efter arbejdet i afdelingerne skulle vores rengøringsvogne rengøres og fragtes til kælderen, hvor de stod til næste dag. Vi fulgtes altid ad i elevatoren fra afdelingen til kælderen, hvor B.H. havde kontor. Den dag, min spanske kollega havde fået nej, voksede vreden i mig, indignationen. Da jeg kom i på kontoret med min rengøringsvogn, sad B.H. på kontoret og det fløj ud af mig: ”Det kan du ikke være bekendt! Hvorfor kan hun ikke få fri? Der er lang tid til det bryllup og du kan sagtens få en vikar! Hvorfor må hun ikke komme til sin brors bryllup? Det forstår jeg ikke!”. Der blev stille på kontoret. Helt stille. Ingen sagde en lyd, heller ikke B.H. Før næste dag, hvor hun kortfattet meddelte min spanske kollega, at hun alligevel godt kunne få fri.


Hannah Aas Tryel

Asfalt og grus

Hvid

Engang havde jeg fået for meget omsorg og kærlighed. Det kunne min krop og sind slet ikke fordøje. Mit hjerte hamrede helt op i halsen og mine håndflader brændte.
Jeg fandt et sted som kunne aftage og modtage. Jeg fik et lille rum med en briks stillet til rådighed. Det var klemt inde mellem en sauna og et tarmskylningrum. Jeg stillede mig til rådighed to gange om ugen. Patienterne kom i en lind strøm.
En dag kom der en ung kvinde der slet ikke så syg ud. Hun var der for sin mands skyld. Han var meget syg, havde store smerter og måtte blive i sengen. Du først, sagde jeg. Og hun lagde sig på briksen. Og fortæl mig nu, hvor din mand ligger, bad jeg da vi var færdige. Hun gav mig værelsesnummeret, jeg lagde et tæppe over hende og gik.
Manden på værelset så sandelig meget medtaget ud. Jeg hviskede ham i øret, det er din kone der har sendt mig. Et smil på hans læbe. Forsigtigt pressede jeg madrassen ned med mine håndrygge, mine håndflader fandt bagsiden af hans hjerte. Nu var det kun tiden der kunne råde og jeg gav mig god tid. Han sov da jeg gik.
Et par dage efter var jeg igen i mit lille rum. Patienterne kom og gik. Og da den sidste var gået ,huskede jeg den syge mand.
Værelset var tomt og sengen redt. Et suk gik igennem min krop. På vej til bussen gik jeg over gårdspladsen med perlegruset. Jeg kikkede lige ind i den store havestue, hvor de mindre syge sad til foredrag og hørte om råkost og mistelten som medicin. En mand fik øje på mig og fløj op af stolen. Han kom løbende efter mig, jeg hørte hans trin i gruset. Han greb fat i min arm og drejede mig rundt så vi stod ansigt til ansigt. Han holdt sine arme lidt ud fra kroppen med åbne håndflader og et stort smil. – se hvad du har gjort, sagde han. Lige der kendte jeg ham som den syge mand fra sengen. En stemme i mit øre hviskede ”Alt det vil jeg give dig”. Men ud af min mund kom ordene - nej ikke mig, det kan jeg slet ikke. Og jeg skyndte mig væk over gruset.
Fattede knapt det skete. Jeg vendte aldrig tilbage til stedet.
Der gik mange år før jeg helt forstod, hvad der var sket. Men mit bankene hjerte og brændende håndflader blev afløst af en dybere vejrtrækning der fylde min krop.

Sort

Det var tidlig morgen. Dagen grå. Jeg havde bakset med at få cyklen op af kældertrappen. Vanebevægelser og knap vågen. Jeg var altid den første der mødte ind, så jeg kunne nå at få bollerne i ovnen, inden de første børn kom.
Midt i T-krydset lige uden for min dør, der lå hun på den sorte asfalt. Hun lå fladt på maven med den røde kjole trukket helt op over de hvide baller og det røde hår i bølger rund om hovedet. Det var et syn der brændte sig ind i mig, og i et kort øjeblik låste min krop. Så så jeg op. Så menneskene der hang ud af vinduerne. Der er ringet råbte de. Jeg husker ikke, om jeg sagde noget, spurgte om noget. Men husker, at jeg tænkte, at så måtte jeg hellere komme afsted, børnene skulle have deres morgenmad.
Jeg ved ikke hvornår tanken først kom til mig: At jeg jo skulle have hentet et tæppe og lagt over hende. Hun skulle ikke ligge der til frit skue. Det ville have været det lettelse i verden, at hente et tæppe i kælderen. Det letteste i verden, at lægge det tæppe over hende.
Jeg fandt aldrig ud af, om kvinden var død. Spurgte aldrig de naboer der havde hængt ud af deres vinduer. Jeg ledte i aviserne de følgende dage, fandt ikke noget om hende.
Den skam der tog bolig i mig den dag, den skam har boet i mig i over 40 år, det er en skam, jeg ikke vil af med. Det er min torn i mit kød.


Lis Østergaard

Jeg havde ikke siddet længe med min kop the foran fortovsrestauranten ved siden af mit herberg i Kuala Lumpur den formiddag i 1993, da en yngre mand stillede sig op foran mig og spurgte, om han måtte tegne mig.
Jeg tænkte først, at den slags plejer jeg ikke at gide, og jeg kan ikke forklare det, men manden her fik lov. Jeg sad og vegeterede over en måneds fantastisk rejse i Malaysia, især malaysisk Borneo, og samtidig begyndte jeg at forberede mig på at vende hjem til Ritzaus Bureau, og det kunne alt sammen godt lade sig gøre, mens manden begyndte at tegne.
”What’s your name”, spurgte han.
“Jan Andersen”, svarede jeg.
Han hed Hassan, sagde han, og tegnede videre. Pludselig sagde han, ”you look sad, Mr. Andersen, what are you thinking about”.
Jeg svarede, som sandt var, at jeg sad og tænkte på min chef på Ritzaus erhvervsredaktion, som jeg havde en bøf med, og da jeg aldrig har været god til konflikter, gik det mig lidt på, og det kunne Hassan åbenbart se.
”Ja, sagde han, jeg kan se, at din chef er en ikke så høj mand, lidt tyk og skaldet”, og det var faktisk rigtigt.
Så kom trumfen, der ændrede alt den dag: ”Og på hans venstre hånds lillefinger mangler det yderste led”.
Det var fandme rigtigt! Jeg kan stadig huske, hvor vildt mærkeligt det var at sidde over for et menneske, der havde den slags evner. Hvordan kunne han vide det?! Det var og er stadig det mest uforklarlige, der er hændt i mit liv.
Han sagde det med samme overbevisning, som hvis han lige havde set et billede af min chef i en avis. Der var ingen tvivl i hans stemme. Det var simpelt hen så vildt, og pludselig blev jeg ekstremt nærværende der på fortovet i Kuala Lumpur, og jeg spurgte ham, hvordan han kunne vide den slags. Det kunne han bare. Det var vist noget med Gud.
Så begyndte han at fortælle sin historie om, hvordan han havde været i fængsel og efter fængslet havde været så tæt på selvmord, som man næsten kan komme. En lang og meget dramatisk historie, som var endt med, at han blevet overbevist kristen af en anen ven, han havde mødt i fængslet.
”Det var min religion, der reddede mig fra at tage mit eget liv”, sagde han.
Nu var der gået over en time, og han var færdig med sig tegning af mig, men jeg var ikke færdig med ham, kunne jeg mærke, så jeg foreslog, at vi mødtes om aftenen på restauranten og spiste noget mad sammen.
Hanssans væsen havde efterladt et aftryk i mit sind, som hele eftermiddagen blev ved med at rumstere. Han var på samme tid ydmyg på den der orientalske og stille måde, men han fortalte også, hvordan han på en restaurant ikke langt fra den, vi sad på, nær var kommet i slagsmål, fordi en eller anden bølle havde hånet ham.
”Jeg havde ikke gjort ham noget, og så skal han ikke komme og være smart, så jeg greb hans ene arm, og holdt ham fast. Prøv at mærke mine muskler”, sagde han og strakte armen frem. Imponerende!
Jeg nød virkelig han selskab, men tiden gik, og vi skulle til at slutte aftenen. Uden for restauranten stod vi lidt over for hinanden, og jeg følte en voldsom taknemmelighed over at have mødt ham. Så tænkte jeg, at jeg ville give ham nogle penge, og jeg besluttede at give ham, hvad jeg havde på mig, svarende til 200 kroner. Jeg kan huske, jeg tænkte, at 200 kroner var relativt mange penge i 1993, og at jeg aldrig havde foræret et sådant beløb væk, men det føltes virkelig godt og rigtigt.
”Hassan, sagde jeg til ham, tusind tak for at dele din historie med mig, tusind tak for tegningen, pas godt på dig selv og din familie. Så lagde jeg de sammenkrøllede sedler i hans brystlomme, vendte mig om og begyndte at gå over mod mit herberg.
Jeg var ikke kommet ret langt, da han havde indhentet mig og prøvede at sige noget til mig, men fordi tårerne styrtede ud af øjnene på ham, gik der noget tid, før han kunne tale rigtigt. I mellemtiden havde jeg selv fået tårer i øjnene.
”Mr. Andersen, du ved ikke, hvor meget du har hjulpet mig, hulkede han. Du bliver nødt til at komme med hjem og se det hul i taget på min hytte, som en stor palmegren for nylig lavede. Det hul kan nu blive lavet.”
Han boede ikke ret langt væk i en yderst primitiv hytte, hvor hans kone tog imod os i lyset fra en petroleumslampe. Hun begyndte med det samme at lave en omelet, som vi skulle dele.
Inden længe var omeletten færdig, vi spiste hver en tredjedel, og så sagde Hassan, at vi skulle holde hinanden i hænderne alle tre og bede.
Der stod vi så i halvmørket i deres lille hytte i en lille cirkel, Hassan bad en bøn, hvor han takkede for dagens mirakel, og jeg blev så rørt, fordi jeg aldrig før havde delt noget så intimt med andre mennesker som bøn og Helligåndens (?) nærvær.
Jeg glemmer det aldrig!


Jan Dahlmann

Ånd vs åndløshed

Ånden i glasset, i flasken, i lampen… Ånden kommer af og til over mig, som en impuls, en indskydelse til handling, til at gøre noget for sjov, fordi jeg har lyst, som jeg vil, skal, bør eller skulle have gjort for længe siden. Jeg lever og ånder og jeg kan være i åndløs i spænding, at jeg helt glemmer at ånde.

At ånde er at leve; at trække vejret ind og puste ud, at indånde og udånde fra fødsel til død. Derimellem er mange valg men grundlæggende vel kun et: valget mellem liv og død, liv eller død.

Ved indånding udvides brystkassen, lungerne fyldes og mellemgulvet sænkes, bughulen afspændes og giver plads til indvoldene. Ved udånding sker det modsatte, brystkassen indskrænkes, lungerne tømmes, mellemgulvet afspændes o.s.v. - en fysiologisk, anatomisk, neurologisk proces, styret af det autonome nervesystem som ikke lader sig styre af viljens magt, ligesom vi ikke har magt over faderen, sønnen og helligånden. Men vi har indflydelse alt efter, hvordan vi “vælger” at leve vores liv. Jeg sætter citationstegn omkring “vælger”, fordi valget ikke altid gives, ligesom omstændigheder og vilkår kan være urimelige og forudsætningerne utilstrækkelige, at valget bliver meget vanskeligt hvis ikke umuligt.

Ånd er liv, det levende liv og livets forudsætning. Jeg suger livsånde til mig, ånden ilter min krop, den op-liver mig, gør mig levende. Uden den livgivende ånd eller ånde var jeg død. Jeg kan overleve en stund i åndløshed, men fortsætter tilstanden eller fænomenet, vil jeg langsomt visne og dø - mentalt og legemligt.

Mit liv kan være mere eller mindre åndrigt, alt efter hvordan jeg har det. Nogen gange kommer ånden over mig, jeg får måske en åbenbaring, en viden, en indsigt eller bare en god ide. Ånden kan komme over mig når jeg tænker, men oftere kommer ånden over mig netop når jeg ikke tænker men bare er værende i verden. Den kommer som et vindpust fra et element af en højere magt, pirrer min næse og giver impuls til spontan indånding, jeg vækkes og fyldes, er med eet årvågen og bevidst - en bevidsthed som forudsætning for at kunne vælge at handle - eller lade være. En bevidsthed der også kan fylde mig med taknemmelighed, glæde, handlekraft i det store som i det mindre og meget nære - en taknemmelighed over jeg kan trække vejret, at jeg nogle dage kan synge, at jeg kan sidde her og fundere over begreberne ånd og åndløshed, at jeg skriver og ikke kun tænker, at jeg vil skrive.

Ånden kan forsvinde lige så let som den kom og det kan nogen gange vare længe, før den indfinder sig igen. Sådanne dage kan der være uendelig langt fra tanke til handling, det er som om der ikke gives valgmuligheder og jeg må bare vente på “opstandelsen” og “herrens ånd”.

Jeg kan vælge livet men jeg kan ikke vælge ånden, den følger med på godt og ondt. Jeg kan selvfølgelig vælge at gå i kirke og tage på højskole og således blive åndeligt beriget. Jeg kan også vælge at ånde og blive hjemme og glædes over Guds undere - fuglene, krydderurterne, frugterne. Jeg kan vælge at læse en bog og blive klogere, eller jeg kan vælge at drikke kaffe med min nabo, der ikke er så belæst. Vælger jeg derudover at give mig tid og lytter til hende, får jeg indblik i en livsfortælling der er anderledes end min, og jeg går også derfra åndeligt beriget.

Ånd er liv - på dansegulvet, i læsesalen, på arbejdspladsen, hjemme, hvorsomhelst. Ånd er viden, den viden som erfares i det levede, levende liv. Åndløsheden følger med. Den indtræder f.eks. en nat hvor telefonen ringer: “Din søn har slået hovedet, han ligger på Riget og kæmper mellem liv og død”. Angsten fik mig til at holde vejret i åndløs spænding - ikke fordi jeg valgte det, men fordi jeg ikke kunne andet.

Når jeg er bange og ånden har forladt mig, kan jeg mærke mit hjerte slå og bliver bevidst om at jeg lever, at livet er skrøbeligt og kan forsvinde på et splitsekund. Det er også i disse situationer, at ånden igen kommer over mig, gør mig bevidst om, at jeg må kæmpe, rette min opmærksomhed, prioritere, vælge…

Åndløsheden kan også være en ledsager til kedsomhed eller jeg møder den, når jeg har for travlt, at jeg helt taber pusten og dermed også mig selv og min ånd.
Åndløsheden kan også være tilstede, når tilværelsen alene handler om “kampen for overlevelse”, når livet er svært og gør ondt.

Er jeg “heldig” dukker ånden op midt i angsten, kampen, depressionen ja selv i kedsomheden og “viser vej” som lys i mørket eller giver impuls til kamp og handling, til at gøre noget, til at vide hvad at gøre. Men at vælge mellem ånd og åndløshed, det kan jeg ikke. Derimod viser ånden mig mulighed for at vælge bevidst. F.eks. fra-vælger jeg bevidst “åndløst spændende” elastikspring og foretrækker mere jordnær beskæftigelse samt åndelig føde, der giver mig jordforbindelse, mæthed og fylde. Mangler jeg derimod åndelig føde, er jeg sulten hele tiden, og selvom jeg vælger ikke at gøre det, så spiser jeg disse dage for meget kage; men det er jo en helt anden historie, der handler om et andet valg…eller gør det?


Uta Storm

Indsæt din tekst: Regntiden her på Filippinerne er lige begyndt. Stadig i sin tidlige fase nu sidst i maj, men kraftige daglige regnbyger akkompagneret af torden fortæller, at det er ved at være tid.

Det er et betagende syn, når lynene splintrer gennem skyerne og de øredøvende brag runger i mellem de grønklædte bjerge, hvor jeg bor alene i en hyggelig lejlighed med altan og godt udsyn.

Her tilbringer jeg nogle måneder hvert år og skulle egentlig ha været tilbage til Danmark allerede i begyndelsen af maj. Men flytrafik fra Filippinerne har været suspenderet over flere omgange på grund af corona krisen.

Det betyder, at jeg to gange har fået aflyst min hjemrejse selvom billetter faktisk kunne bookes og blev bekræftet af flyselskaberne. Nu venter jeg så på, at myndighederne giver endelig tilladelse, og jeg venter med at bestille en ny rejse indtil der er sat dato på genåbningen af luftrummet. Jeg har handlet lidt for utålmodigt før.

Som pensionist, eller senior citizen som det kaldes her, er jeg under skærpet lockdown, hvilket betyder at jeg ikke må forlade min lejlighed. Så jeg har ikke kunnet gå de ellers daglige ture i de smukke omgivelser her i Green Valley tæt på byen Baguio på hovedøen, Luzon.

Dog kan jeg stadig gå ned til de lokale småbutikker og handle de daglige fornødenheder, så jeg har ikke manglet noget hvad det angår. Jeg har ikke lært det lokale sprog godt nok til at føre egentlige samtaler. Men jeg udveksler smil og hilsener med dem jeg møder Det føles godt. Som at være en del af, selvom jeg er en fremmed på besøg.

De to gange, hvor de rejser jeg har booket
- og forventet ville føre mig hjem - er blevet aflyst, har selvfølgelig været noget skuffende. Men jeg har ikke mistet modet eller min inderlige glæde over livet. Taknemmelighed er et andet ord for det samme.

For mig er det et valg. Jeg er ikke troende I religiøs forstand, men jeg har en grundlæggende tro på at der findes kræfter i universet jeg kan bede om mod og styrke hos. Hvis jeg vælger det.

Det er de samme kræfter, der beskrives i religiøse skrifter, som jeg opfatter det. Jeg har ikke noget i mod at kalde det for Gud. Tror bare ikke i den personlige form.

Men de åndelige begreber beskrevet gennem historierne i biblen, som er den jeg kender bedst, er de samme. Kærlighed, tillid, menneskelig omsorg og forbundethed. Ydmyghed er et stort ord. Men det er en egenskab jeg stiler efter også.

Så når jeg kommer i en situation, som den jeg er i lige nu, vælger jeg at sige nej tak til de frygtsomme tanker om at jeg aldrig kommer hjem. For de tanker melder sig jo.

Jeg vælger ikke at lytte til de bekymringer som dukker op i løbet af min dag. For det gør de jo.

Jeg vælger ikke at have ondt af mig selv og i stedet huske på, at det nok skal løse sig. Selvom jeg intet ved om hvordan og hvornår. Jeg har lovet mig selv aldrig at opfatte mig som et offer for noget som helst.

Jeg vælger at se ind i mig selv og finde det rum, hvor der er stille. Hvor jeg mærker samhørighed. For jeg er jo langtfra alene i den situation, som mange er i lige nu. Måske ikke præcist den samme situation - men noget der ligner. Af de samme årsager.

Jeg tror på, at jeg får den hjælp jeg har brug for i de situationer jeg kommer ud for. Jeg vælger helt bevidst at tro det er sådan.

Det er lige begyndt at regne igen. Det begynder lige så stille og så tager det ellers til. Jeg sidder i ly her på min altan. Det er her jeg skal være lige nu. Ikke fordi det er bestemt på forhånd. Men bare fordi det er sådan det er.


Gunnar Blaschke

Jeg gik en tidlig aftentur på Hornbæk Strand. Vejret var nøjsomt, men bestemt ikke uden en anelse varme der svarede til årstiden. Min anorak flagrede omkring mig og jeg nød at jeg ikke behøvede at knappe mig fuldstændigt til. På en bænk sad en ung mand og stirrede frem for sig. Blikket nåede ikke ud over hans næse, skønt horisonten foran ham var uendelig; langt forbi havet og Sverige og længere ud, endnu. Jeg sagde ’hej’ da jeg passerede ham. Han besvarede ikke min hilsen. Mine fødder førte mig ned ad en lille grusvej og ind i et vildsomt krat med gamle egetræer. Jeg måtte bukke mig flere gange for ikke at få en gren i hovedet. Et skyndsomt øjekast over min ene skulder viste mig, at han stadig sad på bænken. Hans hage var faldet ned på brystet og hænderne lå i skødet. Foran mig trak det op til regn. Jeg knappede min anorak helt op i halsen og blev også bevidst om løbende skridt i gruset, bag mig. Resolut vendte jeg mig om og så at det var den unge mand. Han råbte noget jeg ikke fik fat på, og jeg sagtnede farten så han kunne indhente mig. Han beholdt blikket i jorden, og snart flakkede det rundt om os og så ud som om det ville lande på noget udefinerbart over min pande. Jeg kunne ikke sige mig fri for at være lidt nervøs, men så var vi to, kunne jeg forstå. For hvert skridt slappede han dog mere af, og blikket faldt snart til ro i hans ansigt. Jeg sagde ’hej’ igen, og denne gang besvarede han min hilsen med et ’hej’. Derefter spurgte han mig om han måtte stille mig et spørgsmål? Jeg nikkede og var en lille smule spændt. Det kom lidt bag på mig at han ville vide om jeg var rig? Jeg havde nok forventet et spørgsmål af mere intim art. Jeg begyndte at grine højt og måske en anelse dramatisk. Jeg ved ikke om det var den anspændte situation; fremmed mand, underlig adfærd, eller selve spørgsmålet? Jeg begyndte i hvert fald at grine højt, men fortalte ham samtidig hele min livshistorie. Jeg fortalte ham at jeg var arbejdsløs og på bistand, at jeg knapt nok havde til dagen og vejen. Jeg fortalte ham at min kæreste lige var blevet fyret og at vi måtte se os om efter en mindre lejlighed. I flere timer snakkede jeg om mig selv, og ikke en eneste gang afbrød han mig. Jeg bemærkede slet ikke at han smilede for første gang i den historie vi var ved at skrive, sammen.
Vi passerede en ny bænk. Der satte vi os. Jeg holdt en pause i min fortælling. Igen, spurgte han mig om jeg var rig? Denne gang grinte jeg ikke, men jeg undrede mig over at få spørgsmålet to gange; der måtte være noget galt med denne unge mand? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Måske var jeg endelig tom for ord? Nu begyndte han at fortælle mig om sit liv. Han kom fra et land der havde taget hans familie fra ham. Han måtte flygte til Danmark for at starte forfra. Hver dag gik han denne tur, for at være i nærheden af andre menneskers liv. Han forsikrede mig at Hornbæk Strand og Hornbæk Strands mennesker var nogle af de største gaver han havde fået i Danmark. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle sige, og da han stak et par mønter ned i min anoraklomme rejste jeg mig vredt op, og nægtede at tage imod dem. Han beholdt dem, men fortalte mig at han var rig, fordi et menneske havde åbnet sig for ham, denne aften på Hornbæk Strand.
Der sad vi så. To nye venner. En hund gøede i nærheden, og Sverige lyste op i horisonten. Jeg overvejede at komme med en erkendelse, at han havde åbnet mit tredje øje, eller noget i den stil. I stedet kom han mig i forkøbet og forkyndte, at nu hvor han var så rig, ville han gerne give en is ved Havnekiosken.


Lonni Krause

Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster

Hassan Preisler