Kan vi give det uforståelige, der sker omkring os, ord og sprog?

Et udvalg af indsendte tekster

Skriveøvelse #8

Anna Chris Thompson og Pablo Llambías

Når et klogt træ siger, jeg har ikke brug for dig i mit liv, så tænker jeg over træets motiv? Hvorfor har det brug for at være ondt, når det kunne nøjes med at svirpe med grene og vippe med blade? Det kunne også bore sine rødder dybere ind i kloden, mærke den fyrige kerne der tænder ild? Når et klogt træ siger, jeg har ikke brug for dig i mit liv, ved jeg, at jeg er gennemskuet; et simpelt menneske med simple følelser og simple sammenbrud. Træer er onde væsner der bare venter på, at mennesker forsvinder i det hul der altid er lige foran vores menneskefødder. Det ville glæde det kloge træ hvis vi rev os på rødder og sten, midt i faldet, og styrtede ned forbi kaniner, Kina og onde dyr.


Lonni Krause

Før Corona


Var jeg ikke så opmærksom 

på mine omgivelser 

ujævnhederne i væggen

den store plet på tapetet 

skyggerne fuldt strålende

jeg lægger øret til væggen

hører mange forskellige 

materialer bevæge sig

dybt inde bag 

den hvide overflade

naboernes aktiviteter

overfører energi til bygningen

trækker sig rytmisk sammen

skaber revner i den hårde skal

forudsigelser 

om godhedens galakser


Susanne Cromwell 

1. Supermarkedet.
Glasdørene glider til side og jeg går ind i supermarkedet på klinkegulvet, der er gråmeleret, håndsprit hænger i hovedhøjde, så både ansigt og hænder rammes af spritten fra beholderen. Gnider spritten rundt i håndfladerne, på håndryggen, mellem fingrene, på tommelfingrene og fortsætter med at gnubbe og gnide, til håndfladerne er helt tørre. Blåt lys i butikken forvrænger farverne på alle varerne en smule, duften af nybagt brød slår mig i møde, vækker min appetit og spyttet begynder at flyde i min mund, alligevel bevæger jeg mig målrettet ned ad en lang, bred gang med kurven trukket afsted bag mig. Jeg drejer skarpt til højre, går langs kølereolen og finder den blå plastbakke med gær. Tager en pakke økologisk gær i hånden, 50 gram, trykker let på den, gæren giver efter under papiret.

2. Gær.
Gær er en svamp, en levende grå organisme, der dufter af b-vitaminer. Den sælges i tre varianter, som tørgær i bittesmå perler, pakket i lufttæt emballage, i en økologisk variant og en konventionel variant. Jeg griber en pakke økologisk gær, indpakket i ubleget papir med et rødligt malteserkors, der fylder hele pakkens ene flade. Pakken ligger godt i hånden, er næsten kvadratisk. Fremstillet på spritfabrikkerne og er uundværlig til brødbagning. Den er i en dvaletilstand, skal have næring for at gro, indtil da opbevares den køligt. Jeg tager pakken til kassen, hvor vi står med 1 meters mellemrum og kun én kunde lægger sine varer op på båndet, et sort gummibånd, der trækker varerne hen mod kassen i evig rundgang. Kasseassistenten bærer handsker, så huden ikke er i direkte kontakt med varerne. Gæren scannes og jeg betaler 4.75kr. med dankort. På beløbet. Trådløst, dankortterminalen uberørt af menneskehænder.

3. Bilen.
Gæren holder jeg i hånden på vej ud af supermarkedet, ved udgangen passerer jeg tyverisikringen, der hyler, hvis jeg har varer med, der ikke er betalt. På p-pladsen er min Skoda parkeret, jeg låser op med et tryk på nøglen og alle døre åbnes i takt til bib-lyden fra centrallåsen og klik-klak lyden fra alle døre. Jeg tager i håndtaget ved førersædet, åbner døren med et fast tag, sætter mig ind i sportssædet og mærker stoffets struktur mod huden, bevægelsen velkendt, tryg, selen trækkes ud og låser med et enkelt klak før jeg starter motoren og tænder for musikken. Nanna synger en kærlighedssang til sin datter og jeg synger med, mens motoren taktfast brummer i baggrunden, jeg stryger rattet og siger ”du gør det godt” og bilen kvitterer med et ekstra slag og rolig rytme. Jeg bakker ud fra p-pladsen, passerer vognskuret med indkøbsvogne i størrelse Large, kører ud på en nyasfalteret vej sammen med mange andre bilister, der skal samme vej.

4. Carporten.
Hjemme parkeres bilen i carporten, jeg bakker ind og Nanna’s sang afbrydes, da motoren slukkes, midt i 3. strofe af sangen om Bernstorffsvej og Vejdirektoratet, der spotter mig. Jeg stiger ud af bilen, går tilbage til bagagerummet, bag mig brændestakken, der dufter af harpiks og støvet bark, hele indersiden af carporten beklædt med skilte, vejskilte, byskilte, færdselstavler, atletikskilte fra et nedlagt stadion ”300 meter, 6 baner”, byggeplads skilt med teksten ”Hjelm påbudt – undtagelse: gæster” og ”FARE – opladte fly” fra en militærflyveplads med raketter i og omkring flyet. Perlestenene knaser under mine sandaler og visne blade hvirvler rundt i et hjørne af carporten. Jeg tager gæren ud af bagagerummet, smækker bagklappen i, låser bilen med nøglen, klik-klak, før jeg går ind i mit hjem med lyden af vindharper i ørerne.

5. Opgangen.
Kommer ind i min opgang, dyborange vægge, trappen snor sig i 16 trin opad, jeg træder på et trin ad gangen, de er af bøgetræ, afhøvlet, lakeret med mat lak, alle paneler og stød nymalede, hvide, halvblank alkydmaling og gummefejelister på hvert trin. Her dufter stadig af maling, alkydmaling, påført med pensel, rulle og akkuratesse, da coronanedlukningen var på sit højeste. Der er slebet med vinkelsliber og rystepudser, grundrenset med stærkt basisk rengøringsmiddel, der opløser alt fedt, malet, tørret, malet, rengjort, penslen har sorte hår, der farves hvide af malingen. Malerrullen er af metal og plastik, selve rullen lavet af et skummateriale, der opsuger og afgiver maling og siden smides ud, køres til genbrugsstationen og afleveres som ”farligt affald” på kommunekemi i Nyborg, hvor gifte neutraliseres og filtreres i ét væk. Lyset i opgangen skifter i dagens løb og rosengeranien dufter stærkt og parfumeret hvis jeg nulret et blad.

6. Margretheskålen.
I køkkenet lægger jeg pakken med gær på køkkenbordet, af nyatoh hårdttræ, det er en stavlimet bordplade, blød at røre ved, ridset, med afrundede kanter. I en af skufferne står en stor stak margretheskåle i mange farver og størrelser, den ældste mere end 40 år gammel, jeg tager den lyseblå melaminskål, min bror har givet mig, og hælder kold kærnemælk i skålen. Pakken med økologisk gær åbner jeg, papiret føles glat mellem fingrene, gæren silkeblød, blank og elastisk. Med en kniv af rustfrit stål, der føles kølig i hånden, skærer jeg diagonalt, så gæren deles i 4 dele, den ene del smuldrer jeg ned i kærnemælken med fingrene. Med en dejske, drejet af egetræ, med tykt skaft og hul i midten, rører jeg gæren ud i mælken, den går modvilligt i opløsning og spredes ud i mælken i skålen. En svag syrlig lugt af mælk breder sig med duften af gærcellers vækst.

7. Gærdejen.
Nu skal gæren fodres, så den straks begynder at vokse og senere tager næring fra melet og den ilt, der er rørt ind i dejen. Manitobamel, salt, flydende honning og olie tilsættes nu. Honningen ligger som en stjerneformation på melet, det grove salt synker ned i melet mens olien glider af melet og ned i væsken. Dejskeen holder jeg i min højre hånd, venstre hånd holder om håndtaget på skålen, jeg holder fast så den ikke vælter, rører mindst 100 gange den ene vej, så 40 gange den anden vej, nu med venstre hånd i dejen, der efterhånden som den røres, danner glutennetværk, det minder om tyggegummi, der kan strækkes ud, langt ud og pludselig brister. Manitobamelet har ekstra højt indhold af gluten, der tilsættes mere mel, så dejen efterhånden slipper kanten på skålen og ligger der, blank, glat, rund og blød.

8. Hæveprocessen.
De næste 8 timers tid skal dejen tilbringe i køleskabet, hvor gærcellerne langsomt, men sikkert formerer sig og danner luftbobler i dejen. Undervejs spiser gæren al honningen, gær har brug for lidt hurtig energi til en start, den kvitterer ved at vokse sig stor og luftig i køleskabets kulde og mørke og næste morgen, da dejen kommer ud af køleskabet, er der luftbobler i dejen og overfladen er blank og fugtig, dejen føles helt glat imellem mine fingre, den dufter stadig syrligt og kun lidt af gær, men der er ingen tvivl om, at den er levende og i vækst. Jeg finder en bradepande frem, lægger silikonebagepapir i bunden og trækker dejen fra skålen ud på pladen og former et brød med hænderne, dejen ligger diagonalt på pladen, tykkest på midten, smallest i enderne. Brødet pensles med vand og dekoreres med tusindvis blå birkesfrø, der lægger sig til rette i et tilfældigt mønster.

9. Komfuret.
Komfuret, brødet skal bages i, er af mærket Voss, det er et hvidt, glaskeramisk komfur med 4 kogezoner, to små og to store og en særdeles rummelig ovn med varmluftfunktion og grill. Nederst en opbevaringsskuffe, hvor adskillige bageforme med teflonbelægning og keramikfade står side om side. Vindmøllen i ovnen er slået skæv, så der er en asymmetrisk, insisterende og irriterende lyd, når der bages med varmluft, men heldigvis skal brødet bages med almindelig over- og undervarme ved 200 grader i cirka 45 minutter. Da ovnlampen, der indikerer at ovnen er varm nok, slukker, sætter jeg brødet i ovnen og stiller det digitale minutur på 45 minutter, trykker på start og venter. Efter et kvarters tid kigger jeg ind i ovnen og ser brødet vokse og sprænge sine egne rammer og samtidig sprænge gærcellerne, der dør på stribe.

10. Brødet.
Uret bipper efter 45 minutter. Jeg åbner ovnlågen og banker på brødet, på skorpen, der nu er brun, revnet og med et væld af blå birkesfrø lang alle de hvide formationer, hvor dejen er bristet. Lyder det hult, når der bankes, er brødet færdigt. Det køler af på en bagerist af rustfri ståltråde, der danner et ternet mønster, fordi trådene ligger vinkelret på hinanden. 4 v-vinkler udgør fødderne på risten, så der også kommer luft under brødet. Brødet afgiver sin varme til risten, der bliver lun, mens brødet spreder en sødlig duft af nybagt brød i køkkenet. Den sprøde og knasende skorpe udenom krummen i brødet fastholder formen og de mange lufthuller gør brødet let til trods for størrelsen. Efter gærens død skal brødet tjene som næring for mennesker, tygges, smages, knases, synkes og siden fordøjes i tarmsystemet, hvor resterne udskilles som fiberfattig fæces.

Hannah Aas Tryel

BLÆK

Sidder her og lytter til en bæk
min pen den er pumpet med blæk
-dog har ikke lyst at skrive et digt
poesi er ikke en pligt

Men har faktisk min digterhat på
du ved - som er flettet af strå
-dog jeg digter allerhelst om natten
drikker vin og glemmer hatten

Kom dans - min imaginære pen
over skærmens lyshav igen
-dog det jeg hørte kom vist fra en hæk
men det rimer stadig på blæk.


Carsten Milvang

Faktor 30
Æskerne står tæt sammen på hylden med den spejlbeklædte bagvæg. Den svage duft af parfume lægger noget til følelsen af luksus. Jeg trækker mig op, og med en lille forsigtig bevægelse med pegefingeren vipper jeg en af æskerne ned i hånden. Æskens ene hjørne har fået et lille tryk. Jeg stiller mig på tæer og vipper en ny æske ned, og skubber den anden op i hullet igen. Den nye æske er hel.
Hjemme på badeværelset tager jeg æsken op af posen, vender den igen i hånden, inden jeg med en negl får fat i æskens øverste flap og åbner den. Jeg vender æsken om og lader tuben glide ud i hånden sammen med indlægssedlen. Tuben mærkes glat og kølig - og lidt mindre end hvad æsken lovede. Der lyder et klik, da jeg åbner låget med tommelfingeren. Jeg fører den åbne tube op til næsen og snuser. Den lugter godt. Jeg finder pedalen på spanden under vasken med den ene fod, træder den ned så låget løfter sig. Jeg smider den tomme papæske, indlægssedlen og posen i den. Låget falder langsom i uden en lyd.


Marianne Thompson

Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster

Hassan Preisler