Kan vi give det uforståelige, der sker omkring os, ord og sprog?

Et udvalg af indsendte tekster

Skriveøvelse #2

Caspar Eric

Fra mit lille udkigstårn
Ved bordet på min balkon
Kan jeg se henover hustage
Hvor en kvinde hænger tøj til tørre
Se noget bag de grønne bjerge
Der er meget længere væk
End jeg faktisk kan se
Noget jeg ikke ved hvad er
Men som bevæger sig
Hen I mod mig hvor jeg sidder
Med min kaffe og det ene spørgsmål
Som jeg aldrig får svar på


Gunnar Blaschke

Vinduet

Solen skinner ind i min stue og udenfor; det er forår. Jeg sidder foran vinduet på en stol betrukket med sort læder. Bordet jeg sidder ved er et vakkelvornt spisebord i teak i forskellig størrelse med klapper og indskydelige plader. I skrivende stund er klapperne oppe og bordet omdannet til et arbejdsbord med kaffekrus i sort hvid og orange, et par briller i rød-chancerende stel, 4 sort-gul-stribede blyanter af mærket Staedtler, et guld-dublet armbåndsur med hvid skive, 4 æsker farver i forskellige farver, en messinglysestage med kunstigt hvidt stearinlys samt min skriveblok, pink med flødefarvede få blanke og flest beskrevne sider. Derudover ligger korte fortællinger, skrevet med sort på kridthvide A4 ark. Skødesløst kastet henover disse ligger et mindrehvidt A3 ark hvorpå er tegnet med rødt, brunt og grønt.

Bordet støder op til vinduet, let forskudt under vindueskarmen, hvorunder der på væggen er ophængt en hvid radiator. På vindueskarmen står 3 små vaser, en råhvid, en blågrå, en rustrød. Vaserne der engang var min mors er til blå violer, hvide anemoner og gule Waldsteina. Ved siden af dem ligger en brevopsprætter, udskåret i mørkebrunt træ og forestiller et mandehoved på en torso, der ender i et skarpt spidst skær. Opsprætteren har engang ligget på et skrivebord og tilhørt min far; det er længe siden. Til højre ligger små hjertesten i rødbrune, gråhvide farver, indsamlet på Anholt, Møn og Skyros, øer der ligger langt uden for mit vindue.

Vinduet er klart glas i hvidmalet træramme med et sammenfoldet gardin i ubeskrivelig farve. Udenfor står min nyudsprungne troldnød ikke at forveksle med troldhasselen. Troldnødens lysegrønne blade lyser op i solen, som kaster sine stråler fra venstre som er øst. Træet vokser i en græsgrøn græsplæne, som i modsatte ende støder op til en hvid mur, der har tabt sit puds forneden og nu fremstår rå med sine afskallede byggesten i sandgrå og teglrød.

Foran muren står et lysegrønt træ af pilearten og kaster sine lette grå skygger på muren. Nogen har hængt et fuglefoderhus op i træet, det gynger. Grenene bevæger sig og danser med silhouetterne i takt til blæsten. Fuglene vil også være med, den gulgrønne musvit, den rødebrune rødhals, den gråbrune gråspurv imens den sorte solsort synger med sit orange næb og holder afstand.

Der er noget bagved: et hvidt hus med rødt tag og hvid skorsten. Hvad der foregår derinde ved jeg ikke men forestiller mig og bliver afbrudt af magnoliaen, som står tæt ved siden af med sine store lyserøde blomster og synger på sidste vers. Bagved, uden for haven, på den anden side af vejen og krattet og togskinnerne, bagved fjernvarmeværket, lidt længere tilbage står en stribe træer med lysegrønt løv. Imellem disse kan jeg se en blå himmel, en klar blå himmel som er bagved og ovenover og lige uden for mit vindue. Det bliver en god dag.


Uta Storm

Jeg sidder ved køkkenbordet og kigger ud ad vinduet. 

Nu har jeg frit udsyn til fuglehuset, som jeg lige har flyttet fra terrassen.
Opdagede at jeg faktisk ikke rigtig kunne se det, fra min plads ved bordet., så denne formiddag er gået med en række praktiske foranstaltninger. En veritabel dominoeffekt.

Jeg gik ud for at finde et par egnede sten at lægge under benene på fuglehuset, så det kom op i øjen højde.

Da min kæreste, der har skruet hænderne rigtigt på opdagede hvad jeg havde gang i, stoppede han mig prompte: Nej nej, det kommer til at se alt for klondike-agtigt ud, nu skal jeg.
Så forsvandt han med fuglehuset, rumsterede ude i værkstedet og efter en halv time havde huset fået et nyt, noget længere ben og 3 fødder, ved hælp af stammen og et par grene fra det nyligt fældede, stadig unge rønnebærtræ. Imens denne operation stod på opdagede jeg, at jeg næsten ikke kunne se ud ad vinduet for fedtpletter, og besluttede at pudse det. Så måtte det hvide halvgardin ned i en balje sæbevand, for det trængte også til en tur. Vinduet blev pudset og gardinet hænger nu på tørresnoren i solen.

Køkkenet har altid været min og min families foretrukne opholdssted. Min bror, der har et helt musikrum med to flygler, nodeskabe fra gulv til loft og en super akustik, sidder altid og øver sig på sin guldfløjte i køkkenet.

Vinduet er nu dejlig rent og den brune vinduesramme er vasket af. I venstre hjørne står der 3 glas med porrer, der lystigt skyder nyt grønt. 3 små aloe vera babyer står i midten.
Min fingernemme kæreste hjælper dem til verden, og pusler meget omhyggeligt om dem.
De starter i køkkenvinduet, siden komer de ind i musikrummet for at ende hos familie og venner. Moderplanten er kæmpestor og er forvist til bryggerset. I højre hjørne står en plante megrønne blade og et rødt hjertemønster i midten. Den har jeg fået af en veninde, og den her jeg selv lavet utallige nye aflæggere af. Det nyvaskede gardin har jeg trukket helt over i venstre side, så jeg kan holde øje med besøg i fuglehuset.

Lige før opdagede jeg at solsorten havde smidt et af æblestykkerne ud af huset og sad og spiste af det på flisen. Den har bygget en rede oppe under taget, over for fuglehuset, så den har serveringen lige inden for rækkevidde og kan holde øje med, hvornår der kommer nye forsyninger.

Fuglehuset står op ad hækken, som danser i vinden. Bagved hækken kan jeg skimte naboens legehus, taget på deres hus, og taget på gyngestativet. Ellers kun himlen. Den er helt grå nu.
Siden jeg flyttede fuglehuset fra terrassen til dets nye holdeplads foran hækken over for køkkenvinduet, har jeg kun set småspurve og solsorte.
Jeg havde ellers overvejet at sætte et skilt op med adgang forbudt for duer og krager. Men det har indtil videre ikke vist sig nødvendigt.


At lade tankerne flyve ud gennem vinduet, forbi naboens hæk, over taget og de høje træer, bare lade dem strømme som en lang bølge frit svævende opad.
Vinduet er slet ingen hindring, jeg er herinde og derude samtidig.
Paradoks.
Ligesom sloganet:
Sammen hver for sig.
Vi sidder i hver vores små celler og samtidig kan vi nå hinanden.
Ordene har fået en særlig betydning i denne coronatid.
Vi kan ikke røre hinanden med hænderne, med kroppene men vi kan nå hinanden med ord på alle mulige medier.
I begyndelsen var ordet.
Ordet er kommet tilbage, som en bro mellem os.

Når jeg sidder ved mit køkkenvindue kan jeg samtidig være alle mulige andre steder.
Vores forunderlige hjerne kan projicere os hvorhen vi vil.
Vi er lukket inde og dog er vi frie, fordi vi har forestillingsevnen.
Fangen kan være mere fri end fangevogteren.
Det er et spørgsmål om indstilling.
Det er et valg.

Trøsterigt at tænke på.
Vi har altid et valg.
Vi kan ikke bestemme at coronaen ikke skal være her, vi kan ikke bestemme at vi ikke skal være lukket ned.
Men vi kan vælge hvordan vi vil forholde os til denne situation.

Vælge at flyve som solsorten på tankernes vinger – kigge indad og forbinde os med hinanden i hjerterne.

Zsuzsanna Adorjan

Jeg stiller mig det bedste sted i lejligheden
Karnappen
Karnappen, fordi lyset falder ind fra hele to sider
En udsigt, som havde jeg gadespejl

Og der er hun jo igen
Hende, der iført campinghabit
dagligt slæber papvin hjem
fra Min Købmand

-Bevares
Den købmand er mere hendes
end den er min
Måske er han bare sin egen.

Og nu kommer hende damen på omkring 77
Hun lufter en Dværg Colli.
Jeg har mødt hende, de gange jeg har passet hund.
For hundefolket hilser pænt på hinanden
- modsat så mange andre

Jeg MÅ møde hende
- på behørig afstand

Jeg river en jakke ned fra knagen
Tager bare sko på, som står der og længes som heste i en stald.
Jeg vil møde Damen med Dværg Colli

Jeg er håbløst bagud på point
Fordi jeg går med stok
Heldigvis er Helmer (det hedder den Dværg Colli) også langsom
Så vi mødes ved Aldi ved Nordhavn Station
Hurtigt enige om,
At vi ikke plejer at handle her.

”Tiderne”….

Ja ja

Jeg har set hende så mange gange før
Uden at tale eller hilse

Samfundet lukker ned
Men vi der vil
Kan lukke op
For kærlighed


Hans  Sølvhøj Bundsgaard

SAVNER FRIHED

Sidder til morgen på min taburet
kigger på værelsets rude
oplever intet -og så med eet
hører jeg blæsten tude

Vinduets ramme er malet gul
som solen der nu står op
blæstens hylen er blevet hul
jeg ryster min morgenkrop

Endnu en dag hvor intet vil ske
præger min hobbymigræne
lukker øjnene -nu må vi se
hvad sker i min karantæne

Jeg bliver herinde i sikkerhed
mod verdens usynlige farer
alt hvad jeg savner er lukket ned
-at leve i frihed er rarere.


Carsten Milvang 2020.

Vinduet


Der er ikke 

en regngrøn mark

kun træerne 

i hver deres radius

solnedgangslyset 

falder skråt

på asfalten   

dieselpartiklerne

helt almindelige fugle

et fly i modsat retning 


Susanne Cromwell

Dråben, udsprunget af liv, pibler langsomt frem i min øjenkrog. Den skabes og løber sit liv ned af min kind. Måske for at forsvinde i min mund, blande sig med min organisme og give næring til næste dråbe, der finder vej. Dråben løber i stedet forbi min mund og lander på bordet foran mig. Det giver en dryplyd og dråben spredes som mindre dråber og blandes med overfladens liv. Små oceaner for andres hele liv, inden det tørrer ud på bordpladen af egetræ. På bordet blander dråbepletterne sig med fedtpletter og få røde pletter fra tomat ketchup eller tomatsovs, som jeg og mine børn har nydt. Blodårene i mine brune hænder følger rytmen i det der skrives lige nu. På bordet ligger en grå- og lilla- stribet klud, som min mor har hæklet. Jeg har lige brugt kluden til at tørre støv af min skrivestol, jeg nu sidder i og som tørster efter at blive brugt. Stolen, armenes hvilen på borpladen og vinduet jeg kigger ud af, er med i skrivehelheden. For sig, er bestandelene sig selv, men sammen skaber de ord på skærmen foran mig. Min venstrehånd har altid krampet min underarm ved skrivning og tværet både blæk- og blyant- teksten ud, da hånden løber over teksten og i sin anstrengelse, fugtes.
På bordet ligger mine solbriller. Glæden, ved at opsige mit job, har farvet solbrillerne. De orange stænger og gulorange glas i det gråblå stel er samklangende med mig i denne tid. Sollysindfaldet, som så småt har fundet vej gennem vinduet, belyser overkanten af sprosserne. Lysindfald i rummet, fra sprossede vinduer, har altid draget mig og til tider ført mig i en dvælende tilstand. Jeg kigger på lysmønsteret, det skaber på gulvet lige foran bordet. Roen indfinder sig i øjeblikket, mit syn rammer lyset. Samme ro, der indfinder sig i mig, under beskuelsen af et Hammarshøi billede med lysindfald gennem sprossede vinduer. Det er som om, at alt er uden bevægelse lige der og smitter ind gennem synet og spreder sig til alle cellerne i min krop. Min vejrtrækning løfter akkurat lige brystbenet. Når jeg igen, i min stemning, kigger væk fra lysmønsteret, er det med en dyb vejrtrækning og jeg efterlades i et velvære der passerer, som lige efter sex.
Udenfor i haven flakser små insekter som støvfnug i sollyset. I vilkårlige retninger, som denne tekst. På bagsiden af haven ser jeg på en kopi af et hus som mit. Eller også er mit hus kopien. Eller måske er huset, jeg kigger på, noget helt andet end mit. Som mennesker, der blomstrer og udfolder sig bag det ydre, hvis bare man strækker tiden for at se. Bag huset jeg betragter, fødes en ny historie, når jeg giver mig tid og plads, i en forandringshastighed, der øges fra sekund til sekund.


Mads Meltorn

Verden fra mit vindue.

Her sidder jeg. På 1. sal. På en sort kontorstol. Jeg sidder her hver dag, mindst én gang om dagligt. Foran PC’ens skærm, der står i hjørnet af værelset. På bordet jeg sidder ved, ligger et sort skriveunderlag og på underlaget står tastaturet, der er blevet renset og sprittet af adskillige gange i de seneste 8 uger, noget, der ellers sjældent sker. Til højre for mig står en scanner, halvt under vindueskarmen, hvor der står 5 potteplanter af varierende størrelse, en aloe vera, tre kaktus, oprette med torne og en ”elefantfod”, som min storebror har foræret mig for år tilbage. Planten er vokset meget, så den skygger for udsynet, men kronbladene er lysegrønne og jeg ser ud på verden gennem dette bladfang. Udover de 5 planter i vindueskarmen, står der en glasskulptur, der forestiller en fugl, der pikker føde, rød, gul, transparant og brun er fuglen, monteret med stålben på en træstub. Lyset falder gennem glasset og lyser fuglen op. I vindueskarmes ene hjørne hviler en træmand, hvis ene ben er forvitret væk. Denne træmand gravede vi op for 25 år siden, da vi anlagde haven om huset, vi bor i. En mand har skåret ham ud, han bærer kasket og har hænderne dybt begravet i lommerne, ansigtet er slidt i stykker af at ligge så lang tid i jorden. Denne træmand minder mig om, at jeg bor i en gammel brugs, der tidligere var befolket af alverdens mænd og mennesker, der drak øl, mens de sad op ad stakittet og smed kapsler på jorden i skellet ind til naboen. Både kapsler og træmand var efterladt til os. I vindueskarmen står også et krus med tusser, kuglepenne og boardmarkere og bag kruset står der en skulptur fra Mexico, et keramikhoved, terrakottarødt. På ruden kravler en stor, sort flue, den larmer, når den flyver op ad glasset og leder efter udgangen. Vinduet er i to fag, hvidmalet, der er en trækrude øverst i venstre fag, der er dobbelte vinduer og i rammen mellem de to vinduesglas ligger adskillige døde insekter på ryggen med benene i vejret. Vinduet er sydvendt og vender ud mod Bygaden. Glassene i vinduet er gammelt og på indersiden af glasset er der en del fluelorte og snavs og i hjørnet er der aflejret grå kalkpletter og rammen er jordslået.
Drejer jeg blikket til venstre, ser jeg skærmen og under skærmen ligger to sommerfugle, lavet af glasperler og ståltråd. Det er min datter, der har lavet dem, da hun var en pige og de ligger der som en påmindelse om hende, for længst flyttet hjemmefra. Den ene rød, grøn og gul, den anden blå, grøn og sølv. Ved siden af sommerfuglene står der en perleblomsterbuket i en glasblok, derpå følger fire skulpturer, en kvinde i ubrændt rødler, der sidder og hviler ansigtet på sit knæ, kigger ned, den har jeg lavet, ved siden af hende står to rakuæg, med hoveder, der kigger ud i verden fra æggets top. Endelig står klovnen bag lampefoden, keramisk, rød næse, røde knapper i kjolen, der er lilla med sorte prikker. På væggene over skærmen hænger fire portrætter side om side, en akvarel, to blyantstegninger, et kobberstik. På højtaleren, der står på bordet, står et kort med et portræt af en dreng, der holder en due i sine hænder, som min datter har lavet. Så her sidder jeg, i mit orange kontor på første sal, bag mig er reoler med fagbøger og A4mapper.
Når jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg genboens brune tegltag uden vinduer i. Kun brunt tegl og tagryggen, hvor den gule skorsten stikker op. Ofte sidder der råger og måger på tagryggen. Lige nu driver der grå skyer hen over himlen, vinder tager i bladene på rønnebærtræet, der er sprunget ud for nyligt, løvet lysegrønt og bevægeligt. I Bygaden høres af og til lyden af en bil, der bremser lige før den kører over bumpet, lige nu er her stille, det er fredag morgen, Store Bededag, klokken er knap otte og der er ikke mange tegn på liv. Dagligt kører cykelryttere gennem byen i flok, ofte i fuldt ornat og uden cykelhjelm, de taler med hinanden, så brudstykker af deres samtale når min plads. De råber ”HØJRE” eller ”VENSTRE” – det betyder vist, at der kommer trafik fra højre eller venstre side, cykelrytterne kører helst ved siden af hinanden og fylder Bygaden godt ud hen over midten. Af og til overhaler de en hest med rytter og hesten hopper dér, midt på vejen og det er et Guds under, at der ikke er sket en ulykke. Endnu.
Bag genboens hus ligger andre huse, bag dem ligger marker og skove, der adskiller landsbyen fra byen, byen fra forstaden, forstæderne fra hovedstaden. Fra København. Det København, der i de seneste 8 uger har været stille som aldrig før, øde gader, øde pladser og stræder, tomme hoteller, lukkede bordeller, barer, butikker, mennesketom, tømt for mening?
København har været spundet ind i angst som resten af landet, stilheden overvældende, men her, ude på landet, endda nær byen, er vi vant til stilheden og afstanden mellem mennesker er altid mindst 2 meter, luften frisk, et landskab hvor vinden leger tagfat med menneskene og for alvor tager fat, hvis ikke træerne giver læ for vinden. I nærheden ligger motorvejen, der også har været næsten tømt for trafikanter, hvis man ser bort fra transport af varer til den befolkning, der drikker mere alkohol, spiser flere chips, og mere chokolade end godt er. Den befolkning, der køber kondomer, håndsprit og latexhandsker til overflod og lægger puslespil, mens de spiser til og boller ind i mellem. Eller bager boller, spiser boller og beder til Gud om bedre tider eller poster på Facebook, at ”det bli’r godt igen” og vi er allesammen sammen - hver for sig - af og til så tæt, at vi ikke kan holde ud at være sammen, sammen så tæt, at balloner revner, knytnæver knyttes, slår ud. Rammer plet.
Alt imens sidder jeg her, i mit orange kontor på 1. sal, med de genstande rundt om mig, der hver især har en historie og minder mig om mit levede liv. Her sidder jeg. Jeg sidder her.


Hannah Aas Tryel

Løftet i København

”Det bliver godt igen”, sagde vi til hinanden i telefonen
Jeg står ved vinduet

Som en transparent kopi af byen
Svæver en handske over tagets røde tegl
Hænger et øjeblik i luften
Hvirvler videre og lander på min altan

Hvorfor ikke i poppeltræets grønbrune grene?
De vrider sig til alle sider
Den ene er en stodder
Han vrænger og griner mod mit vindue
Jeg skuler tilbage
Venter på grønt løv og gråkragereder

Bag glas er jeg i sikkerhed
Min kind hviler i vindueskarmen
Jeg knækker den gule spids af et blad og lader den falde
Puster den frem og tilbage
Knuser den så mellem to fingre
Og lader den drysse ned i urtepotten
”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”

”Fase 2”, siger de
Jeg vil også gerne åbne mig lidt mere
Træde ud
Tage handsken op
Mærke mindet om en menneskehånd
Huske hvordan man rækker ud efter nogen
Af lyst
Eller af nød
Men tanken om posen med plastikaffald
Får mig til at tøve
Jeg venter hellere på at forårsvinden
skal løfte den handske
Og mig


Linda Claver

Værelse

Rød racerbil og Viking blyant samler støv i min vindueskarm
overfor 9 klasses fjollebillede og Lego Technic motorcykel
barnligt
jeg burde have mig sådan en værelsesplante
den slags som ikke dør
hvem der havde en hvid orkidé
kontorbeplantning
mug i kanten af mit vindue
glasset spalter solens lys ligesom det der Pink Floyd album
jeg burde have plakater af mine yndlingsbands
er det ikke teenage-agtigt?
rekvisitter fra en tid jeg kan se tilbage på med nostalgi
når det evige træ i min have har fået flere ringe
alt springer ud nu
måske skulle jeg gøre det samme?
trænger til forårsrengøring
spindelvævene og gokkesokkerne hober sig op
motorstøj fra hovedgaden minder mig om det virkelige liv
intet er ægte for tiden
er jeg Truman?
kigger for meget på telefon
rådner op
er der mennesker bag succeshistorierne
den konstante påmindelse om at jeg kan gøre det bedre
burde læse flere bøger
Skrive poesi med en hjemmerullet i munden
og stone ud på sengen til the Smiths
være produktivt uproduktiv
jeg lader forårssolen varme støvet op
på værelset hvor tiden står stille
jeg har hele sengen for mig selv
slår dagstimerne ihjel
så jeg kan drømme videre ud på de sene nætter


Asker Topsøe-Greig

Stuen. Her vraltede jeg ind for et par timer siden. Mest fordi jeg er træt af mit eget værelse, men måske også fordi jeg bare kan. Mine forældre er ikke hjemme, så jeg behøver ikke at tænke på om stuen overhovedet er ledig eller ej. Det er torsdag formiddag, og i den anledning har jeg valgt kun at være iført en t-shirt. Nu når jeg er alene hjemme, kan jeg lige så godt udnytte det. Bar røv i sofaen. Bar røv i lænestolen. Bare min bare røv, og ikke så meget andet.

Det var køligt i forgårs, så derfor har jeg ikke været udenfor i dag. Jeg sidder bare og kigger på det der er udenfor. Netflix er jo blevet kedeligt nu, så vinduet er blevet mit tv. Vinduet som også er en dør, med et sølvfarvet håndtag på det sorte træ der omringer selve vinduesglasset. Vinduesglasset med protector mærkatet. Vinduesglasset med den hvide rids på midten til venstre. Vinduesglasset med et stykke gennemsigtig tape på. Tape fra halloween sidste år, da der skulle hænges en græskarlyskæde op. Også selvom der aldrig kommer nogen trick-or-treaters her hvor vi bor. For her hvor vi bor, bor ingen, bor alle, bor jeg. Jeg keder mig her hvor vi bor. Jeg gaber uden at være træt her, hvor vi bor. Her hvor vi bor, er det som om tiden er gået så meget i stå, at tiden ikke findes længere.

I denne ikke eksisterende tid findes der kun vind og fugle. Vinden blæser i alt det buskads min far har plantet over de sidste 5 år. Mens fuglene flyver ind og ud af de selv samme buske. En ensom sky kan spottes, over alle mine genboers villa huse. En sommerfugl. En sommerfugl lige foran vinduet. Jeg vil være den sommerfugl. Jeg vil have travlt ligesom den, og suse forbi alt og alle ligesom den. Lad mig være lige så stresset som den, og lige så forvirret som den.

I sommerfuglens hoved, findes der utallige mængder af tid. Også selvom den er her hvor vi bor. Jeg kigger hen på genboernes huse. Det er bare tomme kasser. Alt for dyre tomme kasser. Jeg ser ikke nogen værdi i kasserne. De er som pap for mig. Jeg sidder selv i et pap hus. Et værdiløst pap hus. Måske det derfor jeg sidder i bar røv. Så jeg kan skide lidt på det hele.

Jeg er nok den eneste der sidder i t-shirt og tomhedstanker. Men måske er der nogen der sidder helt nøgen. Kigger ud ad deres vindue med et tomt blik, og venter på at de må hoppe ud fra deres altan, og transformere sig til den sommerfugl de altid har ønsket at være. Måske drømmer de om at tage et skridt udenfor, men tænker at det må blive om lidt. Men så går tiden, uden de lægger mærke til det. For i deres hoved, står tiden helt stille. Måske sidder de og drikker en kop te, mens de brænder deres tunge. De samler deres morgenkåbe op fra stuegulvet, og går ind på deres værelse. Også selvom de er trætte af det.


Rebekka Ravn

Her i vinduskammen ligger en torso, med armlegemer og hjerne vægten på vinduskammen igennem hoften
Rejsende lysstråler penetrerer ubøjet igennem de klinisk rene vinduer i det halv-cylinderformede hus
Igennem iris omdannet til elektriske impulser
den synlige elektromagnetiske stråling afspejler sig i mine øjne, fra sin forholdsvis lange rejse fra blad eller bil eller helt fra solen
Cirkulere vi ukontaktbart gennem "vores" solsystem med månen og solen som eneste beslægtede i dagens lys
Hvis jeg venter i denne kam, en halv jordrotation, vil min horisont udvides
Lyset fra de utallige forsamlinger af hyrdogen og helium, og tungere, som altid skinner, selvom vi ikke kan se dem
Da lyset startede sin rejse, var jeg, eller mine ældste forfædre her ikke.
Måske når lyset aldrig herhen hvis stjernen er langt nok væk
Men det er ude for "vores" solsystem

Så jeg kan være ligeglad.


Tobias Behrend

Det er d. 7 marts 2020. Vi har været hjemme i over 50 dage. Det er trættende og man føler sig hurtigt beskidt. Til gengæld har mit vindue aldrig været så rent, som det er lige nu. Godt, at nogle af os er det. Det skinner klart, sollyset er med til at give en hjælpende hånd. Strålerne kaster et helt nyt form for skær ind, de er ikke stikkende i øjnene. Bare bløde. Jeg er heldig over, at have sådan et rent og stort flot vindue. Mit vindue, som også er en dør man kan åbne ud til altanen. De lyseblå gardiner der falder ned mod gulvet er med til, at indramme mit store vindue. Det er som et lille portræt man ser på et kunstmuseum. Æbletræet i haven, hunden der ligger idyllisk ude på altanen, den klare blå himmel med ikke en sky og se på himlen. Hvis ikke jeg vidste bedre ville mit vindue sagtens kunne passe ind i en Emil fra Lønneberg film. Der er bare et lille minus. Min altan's gulvbrædder. De er gamle, krogede og små hvide fugleklatter er fordelt tilfældigt fra duer der lige har været en tur forbi med en gave, eller to. Rækværket er dog flot. Det er nymalede hvidt, det passer godt til sollyset. De to ting indrammer hinanden flot. Selvom guldbrædderne ikke er perfekte og falder lidt ud af kontrast til, ellers den skyfri himmel, æbletræet med blomsterne, bøgetræerne og den lille terrasse er det vel okay? Alting kan jo ikke være perfekt. Man skal indenfor vinduets glasruder, hvis man skal finde noget der matcher altanens gulvbrædder mere. Lige ved der hvor de store lyseblå gardiner falder mod gulvet står der en plante. Lad os være ærlige - jeg har aldrig været den store plantepasser. Men den ser ikke for godt ud! Mørkegrønne blade der bukker nedad, gullige nuancer der har lagt sig yderst på nogle af bladene. Min plante matcher meget godt hvordan jeg har det indeni lige fortiden. Jeg er ikke død, jeg er ikke syg. Jeg hænger bare i. Den hvide porcelænskrukke planten er plantet i står i stor kontrast, den er pæn men måske burde den mere være udenfor? Den kunne passe godt sammen med det flotte sollys, æbletræet, den blå himmel. Men ligesom det er okay, at der er noget kontrast udenfor er det også okay med kontrast indenfor. Gulvet har set bedre ud, det er ikke beskidt men heller ikke nyvasket. En tanke er lidt gået op for mig: Hvorfor afspejler mit værelse så godt hvordan jeg har det lige nu? Ikke helt ren, ikke helt glad men alligevel stadig lidt positivitet tilbage. Det afspejler det bløde sollys meget godt. Ved siden af min plante finder man mit figursyet guldspejl. Det står på gulvet, lænet op af væggen. Det skal op og hænge, det er bare ikke blevet gjordt endnu. Det er svært, at finde energien fortiden. Mit spejl er ikke beskidt, det står der bare. Det er en sjov tanke, jeg står ikke. Men jeg sidder her bare. Jeg ved ikke hvor langtid jeg bliver siddende.

Klara Gade

Fra glasruder skinner lys ud på villaveje
Og fra mit vindue skinner lys ud på villaveje
Gult og fedtet. Skident.
Fuldkommen plettet og grimt og en smuk pige i midten som en kontrast til alt det rådne.
Og alligevel sidder jeg her i min plasticstol.
Lukket inde i mit ekkokammer, mens alle andre er lukket inde i deres ekkokamre.
Bag alle deres plexiglas og panserglas og patetiske glas med whisky og brilleglas fra Gucci og Luis Vitton.
Og jeg går ned ad villavejene, gennem haver mens jeg tænker, at nu må det være nok. Denne forbrugskultur og denne kultur af natur der bare er et symbol på menneskets symbolisering af det naturlige.
og jeg går og kigger på naboer og jeg kigger ind gennem ruder
på folk der kigger ud gennem ruder
og jeg ved de tænker ting jeg ikke tænker
og jeg tænker ting de ikke tænker
og gadelampernes gullige skær forvrænger realiteten og opfattelsen af det nu vi lever i. Og jeg kan se ind gennem deres ruder og se dem se bort fra alle de pinsler der har rod i deres nye Porsche og iPhone og græsslåmaskine. Og jeg kan ikke gå en tur uden at støde ind i 10.000 Au Pair-piger der arbejder for The CEO af alting. Og kvindeundertrykkelse, slaver og børnearbejde er et forældet koncept, men som de så desperat holder fast i fordi deres villaer er bygget på et grundlag af umoralske handlinger og dårlig etik. Og Hr. Og Fru. Dollartegn, der går en tur til midtpunktet fordi de mangler at købe sig fra sorgen der langsomt viser sig selv i takt med at den nyeste iPhone er blevet annonceret.
Og i aften skal de indse deres endelige nederlag og de vil blive dagens sidste lig og dagens første lig


Aske Norling-Dahl

vindue

i stolen kan man ikke se meget
den handling at skulle se
underlaget er af byggebrikker
hulter til bulter er røde, sorte, guld objekter
plakater af mennesker langt væk
vinduet er dobbelt
åbent og lukket, på en og samme tid
man får et glimt af verden
fedtet og duggen på venstre side
i kontrast til det højre
støvet, gemmer sig i krogene
tilfældighedens objekter, gemmer sig her i vindueskarmen
måske er de ikke sådan egentlig
måske er den luft udenfor egentlig ikke den der rusker i buskene og træerne
med insekterne der summer
med lammeskyerne der definerer ozonlagets limit
måske er luften ikke det vi tror
ideen om forstadsluft
bliver ødelagt af synet af stilladset
3,5 meters kontrast
en genboende uperkfekthed
mennesker kravler på, når huset ikke lever op til standarterne
vi må ikke se ind, ingen må bryde den;
boblen der omringer, definerer grænselandet
rungsted kyst
hørsholm
identitetskrisen der kræver opdatering
i mens dømmer jeg
jeg passer ikke ind her
det grønne passer, men dét det skjuler, passer ikke


Frida Björkman Hansen

Her er helt grønt. På bordet ligger sakse, æbleskrog og gospelbøger, vinduerne har små vide pletter af fedt hvor barnefingre har skubbet det åbent til den blå luft. Udenfor er rækker af purpurrøde tulipaner, min svigermors kærlighed, græsset lyser grønt på de små margueritter i solskinnet.
Bag hækken danser det samme solskin gennem andre træer, gamle mennesker åbner aviser og drikker kaffe, os unge må nøjes med sandsynlighedsregning og harmoniske analyser- og det går nok. Det kan ikke andet.


Asta Linn Grosbøll

Vinduet 


Det er lige før frokost og jeg bliver snart sulten.

Den blegrosa lænestol med lyserød vævning, er brun idag. 

På den måde kan den bære mig.

Benene ligger som de skal på fodpuden. 

Kaffen står på skamlen til højre for mig så jeg kan nå den.

Dampen strejfer mine næsebor.

Lyser varmer mig,

Det undgår lige netop mit ansigt og skærmen.

Jeg kan arbejde.

Lige nu indholder jeg alle farver. 

Men den mørkerøde rejser sig. 


Damen der synger står i vinduskarmen til højre for den lyslilla orkide. 

Karmen er mørktsand granit. 

Jeg spekulerer over om hvilke historier det egentligt fortæller. 

Vinduet er fra rationel med to lags glas. 

Sådan gjorde man da det blev sat i. 

Jeg ville nok selv have sat tre lag i idag. 

Men det er ikke noget at skifte før dets tid kommer

Jeg kan ikke placere farven præcist. 

Dog er mit gæt en Hvid RAL 9010. 

Det kunne også være en Cremehvid RAL 9001. 

Måske var det en Hvid RAL 9010 som over tiden har udviklet sig. 


De to lag glas fortæller verden at jeg ikke er vinduspudser. 

Men jeg kan stadig se ud på Mosen. 

Det giver mig en bevisthed om mine farver. 

På den måde spejles jeg i mosen.

Musvitungernes kvidren danser i mine øre. 

Det gør den hvert år på denne tid. 

Jeg er midt i en symfoni. 

En gruppe på 10-15 Anemoner har stillet sig ved indgangen til Mosen lige overfor

Nu er de sprunget ud. 

Deres seks hvide blomsterblade omslutter de gule prikker i midten

Deres opgave er at sikre nyt liv til næste år.


Inde ved min nabo udfolder magnoliatræet sine rødhvide vinger. 

Hvis jeg skal se det er jeg nød til at åbne vinduet og stikke mit hoved ud. 

Det kan godt være jeg gør det om lidt

Det må tiden vise. 

Sådan skal det være lige nu.


Jakob Lerche Hansen

De er højere end mig, vinduerne. De suger alt til sig. Lys, pollen og blikke. I dag er de klare uden fluelort og regnprint. De hoverer over solen der ikke skinner, og er kølige transparente mødre der læner sig ind over mig og min feber. Jeg tager imod. Kind mod rude. Pande mod karm. Kleenex er en fin opfindelse. Kleenex Ultrasoft Box, står der på æsken, lige der hvor der er en åbning ind til servietterne. Jeg registrerer at min næse tømmer sig. Det er på tide at stoppe det vandvittige sprinkleranlæg. Jeg rækker en arm ud i luften, lader hånden svæve over papæsken og to fingre dykker lynhurtigt efter kleenex, hiver til. Boksen falder på gulvet. Jeg taber interessen, og ser ned på en flue der ligger i vindueskarmen. Den ser livlig ud selvom den død; kroppen skinner grønt og lilla. Det er nok fordi solen netop brød gennem skydækket og ramte fluen. Den ene vinge er en anelse flosset og stritter ud i verden som et lille sværd. Jeg beslutter mig for at navngive fluen, Michael. Ellers er græsset højt i dag. Det opfører sig totalt skørt og vokser vildt og voldeligt op af nabohusets gavl. Jeg forventer mig meget af det græs, f.eks. at det også vokser ind i himlen? Jeg glæder mig til at det sker. Det bliver fedt at se hvordan græsset pløjer skyerne ned i aftensolen, hurtigere end Grise-Jens kan køre sin mejetærsker. Det bliver fedt at se græsset i konstant bevægelse, indtil det når en kant. Hvad er der bag den kant? Intet. Der er ikke noget at falde tilbage på. Her må græsset bide i sig selv og holde op med at vokse på denne selvfede måde. Jeg siger det bare: Et enkelt strå i bevægelse vil få de værste konsekvenser.


Lonni Krause

vindueskarmen mangler plads

luften imellem tingene 

har klaustrofobi

enogtredive ting er for mange 

i en almindelig vindueskarm


alt filtreres af fedt og kalk på

vinduet er linsen og de fleste

ved hvor farligt det kan føles 

at vaske vinduer på 2. sal

luften er farveløs


flaskegrøn, magenta, okker

alt er sløret til

jeg tager brillerne på

gråspækket azurblå himmel

et sted flyver en hvid fugl


Tobias Kvist Stripp

Surrealistisk rejse til Sverige


Balkonen

19 år

Frederiksberg

Uofficielt “dansk”

Forbandet følelse

Fulgt mig siden folkeren

To valg

Tog det første

Tog medianen

Solens skær føles falskt

Lystens lys dæmpet

Den jeg valgte at være


Verdenens balance forsvinder

Befundet på balkonen

Lydløst

Ser et bekendt fjæs

Står skrapt susende

Skyggen fjæs fylder himlens fryd

Tager fat

Jeg kan ikke befries

Følg strømmen se pigen stå for enden

Mon det er pigen jeg beundrer

Mon det er min manipulerende selviske måde at fravælge den indre lyst

Mon jeg melder fra

Maler mig selv i den lyse farvers stribe

Placerer mig i centrummets identitetsløse scene

Inden tanken slår mit sind føles skyggens styrke overvindende

Solidt placeret i den forkerte have

Her ses regnbugen ikke

Mit egos erobrende valg

Mon jeg søger solen


Dino Krvavac-Santra

Set fra en sofa.

De hvide hår på den røde plaid er tydelige i morgenstemningen, lige indtil de bliver fjernet. Man skulle tro der boede hund her, desværre nej. Men naboens kat kigger ind ad havedøren. Nej, du bliver ikke lukket ind i dag sorte kat, fyldt med hemmeligheder og måske bedre forbindelser. Han vender blikket, gaber, og går sin vej igen. Det må være nemt at bryde ind her. Et stykke værktøj, et koben. Det er ikke til at vide, hvornår eller hvordan, om der kommer nogle og hiver én ud af sengen, for at true én om at udlevere nøglerne til pengekassen, eller bare for at skyde én, eller om man kan forvente besøg af en panser, fordi man er kommet til at overtræde afstanden hen til ham foran i køen i Irma. Jeg åbner døren på klem, katten er skredet. Bøgehækken har endnu ikke smidt de sidste blade, men vinden, den stride vind, der har hærget siden januar, får gjort sit. Regnen på fliserne, fjerner ikke pesten. De hvide pletter skal væk, det ville pynte. Lyden af kapervogne og hestevrinsk, der sætter klokken, på vej til ”Bakken”? Konstaterer bare, det er lidt for længe siden. Den røde bil jeg kan se igennem hækken, er den samme som i går. Jeg tæller biler, som da jeg var lille og sad for mig selv og kedede mig - fire på tre kvarter og ind imellem et par cyklister. Min cykel ligger væltet ude i forhaven, viklet ind i en havestol – hvordan er det sket? Der sker noget stort længere nede af vejen bag stilladset og hækken. Det hus er snart færdigbygget, og muren rundt omkring huset dækker snart for hele udsigten, sikkert begge veje. Jeg har ikke en gang en havedør. Man kan gå lige ind, som katten, igennem espalieret, som igennem en kinesisk Pai fang. Om man er inde eller ude, er ikke helt ligetil. Om virussen har været der, eller er gået, eller venter med at ankomme til efteråret, som enhver influenza, har det med at gentage sig selv, dog med varianter, og uden at blive luftet grænseløst 24-7 i medierne, er heller ikke til at vide. Og jeg går rundt på bare fødder for at fastholde en slags jordforbindelse, og gør jeg det, gør det godt i frontallappen, hvor fornuften sidder. Jeg tror jeg går ud og går mig en tur.


Mona Larsen

Min morgenstund 

Har kaffe i mund

Fra mit vindue

Der på kanten til verden

Indså jeg i dag

Det er godt jeg aldrig

Pudser mine vinduer 

Altså udefra

For dit kys sidder der endnu

Som et evigt aftryk

Af din kærlighed 

Og røde læber

Vi spiste popcorn 

Og flettede fingre

I mørket til

”I Kina spiser de hunde”

Havde du været her

Ville jeg tilføje

”Nej, de spiser flagermus”

Men på en måde 

Kan jeg ikke rumme det

Hverken at tale dig imod

Eller at gøre Batman

Til en skurk

For herfra mit vindue

Er himlen stadig blå

Med tusindvis

Af hvide skyer på

Og om lidt er kaffen

Atter klar…


Lene Lømmelsen

Jeg svæver rundt v Utterslev Mose. Narkomanerne henter deres doner på værestedet valmuen. Der er gang i kbh nv. Det er mandag d 4/5 og mine vinduer trænger i den grad til at blive pudset! Sidste gang jeg bestilte en var han syv timer om det, da han var i sin egen verden. Men prisen var den samme. Iøvrigt har jeg på denne Maj morgen taget fejl, af tiden, troede den var en time længere fremme. Og det imens jeg sidder i læderstolen i nordvest og kigger ud ad vinduet. og bare jeg skriver et eneste ord, tænker jeg på yayah hassan. (Er blevet hemmeligt småforelsket i ham posthum ska jeg sige dig). På altanerne overfor er der fuldstændig ubemandet, jeg tror de sover endnu, men idste sommer sad jørgen fra ' næk og æd'/ pludselig på en altan iverfor fra morgen til aften i en uge. Jeg hilste på ham, selvom jeg ikke ser 'nak og æd'. Han fortalte han holdt en form for ferie i NV. Jeg holder så meget af både NV, yayah hassan og utterslev mose. Snart skal jeg prøve ny vinduespudser. Dagen i stolen, ud ad vinduet har taget sin begyndelse i NV. Digtene af Yayah Hassan ligger på bordet og mon Jørgen kommer igen denne sommer?


Rie Vøge-jensen

Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster

Hassan Preisler