Kan vi give det uforståelige, der sker omkring os, ord og sprog?

Et udvalg af indsendte tekster

Skriveøvelse #1

Jesper "Jokeren" Dahl

Der er så mange der aldrig kigger op og kigger på hinanden
Vi suser rundt og har så travlt at vi får sved på panden
Fatter ikke at andre bare står I vejen når jeg skal frem
De må da respektere at jeg har mere travlt end dem
Især børn og gamle damer, man tror ikke det ka være rigtig
At de slet ikke kan se at min tid er meget vigtig
Men hva nu hvis vi leger at tiden gik i stå
Tænk dig bare hvor meget mere man ku nå
Så ku man endda både være her og der
Og meget bedre følge med i alt hvad der nu sker
Så ku vi alle sammen kigge op og kigge på hinanden.
Og I stedet for at svede ku vi få et kys på panden.


Gunnar Blaschke

Udspændte dage

der på græsset foran Vor Frue

en svane strækker hals i

nænsom remanens om regn


Trafik erstattet af musik

regn der kan bestilles lokalt

ældre med diamanter i øjnene

liflig summen af tid

dårligdomme glemt, erstattet af

odiøse sammenkomster

mod ensomhed


Omkalfatringer af levede liv

går gennem gaderne


Påfugle på Gammeltorv

ingen jagt på minutter

naturens integration

sænker kortisolen i blodet

livets chip der giver

et stød for hver en dårlig tanke

renser byen for tyve, terroister og tømmermænd


Ingen retssale

nul politi

grundrids af Utopia

en tanke sniger sig ind:

“nuvel, men hvem styrer så alt denne


skønhed?”


Heidi Johansen

Da jeg vil åbne den tunge kirkedør må jeg skubbe hårdt for at få den op. Kontrasten mellem kulde og varme slår mig da den smækker op med et brag.
Solen blænder mig og jeg står stille på trappen. Da jeg kan se igen, bliver jeg overvældet af synet. Verden er i farver og glæden strømmer gennem min krop. På den grønne eng foran kirke sidder der unge og gamle. De sidder på vævede tæpper, de spiser, spille spil og snakker sammen. Børnene leger, der kommer flere mennesker til. Jeg ser der er nogen jeg kender, Lykken bobler i min mave, det er så lang tid siden. Jeg undres for de er ikke fra min tid. Jeg ser nærmere efter, hvor kommer de fra? Jeg ser at bagved engen er der et stort træ, i træet er der en transparent portal hvor de kommer ud fra.
Jeg går dem i møde med åbne arme, hver og en får de et kram. Jeg er glad og ser rundt og spotter et tomt tæppe hvor der er plads til os alle sammen.
”Kom lad os sætte sammen og slutte fred.”
På vej derhen nyder jeg roen og glæden, at kunne færdes her i fred sammen med andre. Der står høje træer omkring os og de hvisker historier sammen med vinden om tider der er gået og tider der skal komme. Men lige nu er vi her og vi sætter og sammen. På tæppet dukker der mad og drikke frem efterhånden som folk sætter sig ned.
”Se far.” siger jeg der er gode ben med sovs til dig.
”Se mor” Her har du en t-bonesteak.
De smiler til mig og vi sætter os sammen. Jeg ser rundt alle dem der har forladt er tilbage og er glade. Vi er venner og alt hvad der er sket gennem tiden er ligemeget nu. Vi hygger os og spiser og drikker sammen. Solen skinner og nu begynder musikken, det er tonerne af Pharrell Williams med Happy og folk rejser sig op og begynder at danse, alle danser sammen og der er ingen regler for grimt og pænt.
Jeg danser rundt og siger hej og tager en svingom med dem jeg møder på min vej. Vi ler og viser hinanden nye danse moves. Jeg ser op og opdager at vi har danset dagen væk, solen er på vej ned og himmelen eksplodere i farver. Rød,lilla,gul i forskellige nuancer fylder himmelen og alle er stille for en stund og betragter det smukke syn. Nu træder den mørke aftenhimmel frem og stjernerne blikker til os.
”Se op.” siger jeg og peger, et stjernetog af kometer flyver hen over himmelen. Der går et gys igennem folkemængden, verden er magisk. Jeg kan mærke noget der pusler ved min hånd, der står min hund Molly og puffer til mig. Jeg sætter mig ned og begraver hænderne og hovedet i hendes hvide pels.
Sådan sidder vi et øjeblik, så lægger jeg armen om hende og sammen med alle de andre ser vi op på stjernerne.


Mimi Kirstine Jensen

Nu skal Kærligheden spredes, og vi alle vil glædes.
Her er der ingen der går med smerter, alle har åbne hjerter.
Vil også sige, at her er alle lige.
Her ser vi det smukke i en solnedgang, og at have fællessang.
"Plejer" han er død, han var ikke så sød.
Vi skal tænke i nye baner, og slette de gamle vaner,
ja vi skal virkelig tænke nyt, det gamle er blevet yt.

Paradiset kommer, måske allerede til sommer.
Her er ikke et ur der tikker eller en chef der tripper,
og der er ingen tidsplan, men plads til at gøre hvad man vil for faen',.!
Her er en blandet kultur, ingen der kigger på sit ur, eller er på kur.
Der er heller ingen racister eller terrorister, samt politi eller krig.

Her ser vi det smukke i at have former, glem alt om de gamle normer,
hvor det før var plastik der gjorde en fantastisk.
Vi kender de ægte værdier og er ikke en flok kopier.
Her er ingen kloner styret af dæmoner.
Og her giver ingen op, man er god ved sig selv og sin krop.
Hvor man kan være som man er, uden blær'.

Man har sin selvrespekt, uden at skulle føle sig defekt og
kender til sin egen værdi, så man kan føle sig fri.
Alle har åbne øjne, ingen fortæller løgne.
Her gør vi ikke alt for at glemme, men vi tør bruge vores stemme.
Det simple liv blir' moderne, som at søge visdom og bruge sin hjerne.

Der er intet behov for at løfte vægte, her er Kærligheden ægte,
det er jo den som er størst, det eneste der slukker min tørst.
Ingen konflikter eller 1000 ting der forpligter.
Folk er i balance og tør give kærligheden en chance,
som kan ende med en vild romance.
Vores ældre, venter ikke alene på døden,
men vi er der for dem i nøden,
Her er heller ingen mørke, eller tørke.

Vi beder Morgenbøn, og tænker ikke på vores løn.
Ingen bærer nag, vi si'r godmorgen til en ny dag.
Det her er intet Hokus pokus, men det er vigtigt at vi bevarer fokus...
Hvis vi følger vores sunde fornuft, kan alle få noget mere luft.
Vi hænger os ikke fast i bagateller, men ved hvad der gælder og tæller.
Ingen vil belaste ved at forhaste.

Det er en tidsrøver, at tage noget der sløver,
men nu er der ingen med psykoser, eller falske diagnoser.
I stedet for at sprede frygt, kan alle sove trygt,
Ingen her er smittet eller splittet,
men vi smitter hinanden med smil, det er mega god stil.
Hvor vi ikke skal være stive, for at føle os i live.
Der er ingen hjælp til selvmord, eller falske ord,
men der kommer mirakler til de små stakler.
Ingen føler svigt og alle gør deres pligt.
Ingen er trætte, alle er mætte og
der er ingen sjæle, som det onde kan kvæle.

Ingen har allergi og nyser, eller fryser,
her er ingen regn og slud, og der er kun en Gud.
Ingen er at skue, man er fri som en due.
Her er ingen dyr lukket inde i bur og det er lovligt at nuppe en middagslur.

Der vil blive født en masse unger, og vi begynder at tale i tunger.
Ja der kommer nye verdensborger' til at slette de gamle sorger,
for det spreder håb at være med til barnedåb.
De små ildsjæle, må vi ej kvæle, ved at dvæle.
Børn leger prinser og prinsesser, og kender til
"Takt og tone", de bærer alle en krone.
De får lov at folde sig ud, uden at stå for skud,
og bruge dere fantasi til at gøre hvad de kan li'.
De kender til deres rødder og står fast på deres fødder.


Det er takket været min mor, at jeg gror og tror.
Kan mærke hende når hun driller,
der var sq da en grund til' hun tog piller.
Hun var familiens sorte får, husker det som var det i går..
Der var så meget jeg aldrig fik sagt, jeg følte mig så ødelagt
og nu holder hun vagt med al sin magt.
Al den uretfærdighed, men hun siger jeg ikke skal være ked,
for hun har det godt et andet sted, hvor der er overfyldt med fred.


Nu er det på tide, jeg deler vores historie, fanme ik for at pudse min egen glorie!
Jeg savner sådan at høre hendes stemme, hende vil jeg aldrig igen glemme!
Vi havde ikke et tæt mor-datter bånd, men nu mærker jeg så klart hendes ånd,
det giver mig en kæmpe trøst, at høre hendes røst.
Hun sender mig et kæmpe smil, imens hun tar' sig et lille hvil <3

Jeg kom ud af min smerte, ved at lette mit hjerte.
Hun var så træt af livet, men jeg vil FANME ik' tage det for givet.
jeg vil vise hende ære, og blive ved med at lære <3
Jeg er ikke bange for at miste, og jeg vil leve hver dag som var det den sidste.

Husk det er dit valg om du vil følge dit kald.
Det er når du gir' slip på hvad andre tænker,
at du ikke mere er bundet i lænker.
Jeg er ikke noget særlig, bare fordi jeg er ærlig.
Jeg var blind og vendte den anden kind,.
Er træt af at se alle være så opslugt,
min tålmodighed er meget snart opbrugt.

Sender fredstegn der fjerner alle hegn,
ingen død og ødelæggelse, men vækkelse.
Vi bliver rørt af Gud, så vi får gåsehud,
Lige meget hvad, så husk at gøre dig selv glad, giv helt slip og få et flip.
Det kan nærmest ikke blive for sødt, inden det hele pludselig er dødt.
Her er ikke "tom" musik, men det er fyldt med mystik og lyrik.
Vi skal ikke være bange for at synge med på de gode sange.

Hvis vi går mod strømmen, så vinder vi DRØMMEN.
Det gælder alle damer, kom og vær med i de nye planer,
hvor vi skal svede og tilbede,
Vi skal tilbage på sporet hvor vi igen tror på Ordet
og sender al ære op til Vor Herre.
Det onde har ingen magt, så er det sagt, men vær på vagt.

Jeg bor i den her Fandens By, som meget snart bliver ændret på ny,
for De Højere Magter sender englevagter.
Det bliver et eventyr fyldt med lykke,
det her var det sidste stykke :)


Louise Keller

Han træder ud af Frue Kirke efter at have kikket længe på Dåbsenglen og alle Apostlene, der står hvor de altid har stået.
De stod der også for 2 år siden i 2020, det Herrens År, Pandemiens År.
Hvad mon de tænkte, Apostlene – at stå her helt alene, søndag efter søndag i dette smukke, lyse rum.
Ja, helt alene var de jo ikke, der blev hver dag holdt Morgenandagt med 4 korsangere på social afstand, en organist, en kordegn og en præst var der naturligvis også.
Så kunne man dyrke hjemmeandagt, og måske lave sin egen hjemmenadver med knækbrød og en sjat portvin.
Hver søndag fik de også lidt selskab – for Højmessen blev optaget til radioen, i Påsken kunne man endda komme helt indenfor, virtuelt forstås.
Dåbsenglen var som så mange i landet, ja i hele verden arbejdsløs under Pandemien.

Ude foran kirken mærker han solens stråler gennem tøjet.
Han misser med øjnene, og må stå helt stille for ikke at blive blændet.
Da han langsomt åbner øjnene, trækker han vejret dybt et par gange og indsnuser duften af lysegrønt græs.
Han synes at høre nogen synge: I see trees of green, red roses too….

Træerne har en fuldstændig overnaturlig grøn farve, der er roser i blomst over hele pladsen, græsset har fået lov til at stå mellem fliserne.
Nu opdager han at der er en masse mennesker rundt om ham. De har blomster i håret, kranse af vilde blomster, som sommerfuglene leger i.

The colors of the rainbow so pretty in the sky…
Is also on the faces of people passing by…
They are really saying I love you..

Kærligheden har sejret, for størst af alt er Kærligheden

Han hører ikke ord, han hører sang, strømme imod sig fra en forbipasserende lille flok unge mænd.
Kommunikationen foregår uden ord, den er kropslig og musikalsk.
Så længe øjet rækker står mennesker i tæt omfavnelse – de smiler til hinanden og hilser på alle forbipasserende med øjenkontakt.
Han ser folk i alle aldre gå hånd i hånd.
Mange er tavse, de kommunikerer gennem kærlighedens sprog.
En dyb lykkefølelse gennemstrømmer ham.

What a Wonderful World.

Som i Himlen således også på Jorden
En ny verden er som Fugl Fønix opstået ud af asken, i sandhed hvilken Genopstandelse.


Zsuzsanna Adorjan

Ordene 

foråret

kom op fra

løftede sig

blågrønne

i bybilledet

blomstrende 

igen igen


Susanne Cromwell 

storkene springer i vandet ud for Café Norden
den bly der før hang tungt i gaderne
er tilbage i en lille viol
forretningsmænd blazer på jakken
Tiger er igen et dyr
og Søstrene Grene et kirsebærtræ i flor
volden i København er plantet til med blomster
foran Amalienborg bader unge mænd på bjørneskind i lyset
sol ’daterne’ kalder man dem
og de eneste der skyder på Blågårds Plads
er kornblomster og forglemmigej
der er kun vilde huse
ingen husvilde
hvor der før var stop-skilte
er der nu skiltestop
junkierne fixer sig med musik
og man må kun færdes i byen hånd i hånd med en anden
hvorfor alle ensomme har fundet sammen to og to, mindst
i parkerne har politiet indført fest og danse-påbud
over Kastrup letter kun fugleflokke
og i Vor Frue har Kristus løftet hænderne over hovedet
de siger på News, at han ikke kan få armene ned…

Karin Slot Christiansen

Jeg ved ikke, hvor længe jeg var væk. Jeg besvimede bare og opdagede det først, da jeg vågnede – og sådan er det med det besynderlige fænomen: ”At besvime.” Den der besvimer får overraskelsen ved opvågningen, mens dem der overværer den besvimende chokeres i besvimelsesøjeblikket. Èn besvimelse – men to vidt forskellige oplevelser af hhv. Den besvimede og vidnet.
Måske var det orgelmusikken, måske var det selve kirken, måske var det lavt blodsukker – eller en kombination af mange ting. Det er uendelig ligegyldigt, for jeg vågnede jo igen. Bevares stengulvet i Vor Frue Kirke ER hårdt og ikke særlig egnet til en ”stener,” og folk set i frøperspektiv har aldrig rigtig været min stærke side. Så op i en ruf (stadig svimmel) og ”ud af det brændende hus” (det virkede som om, der var fyret røgelse af i kirken den dag). Jeg havde mistet fornemmelsen af tid og sted, og havde det dejligt med det.
Der var noget genkendeligt ved Gammel/Ny-torv; men tiden var jeg absolut ligeglad med. Fortid og fremtid forekom mig uendelig ligegyldigt. ”FUCK CORONA” stod der på væggen overfor, og jeg tænkte: ”Rolig nu, den øl er ok, hvis den bliver tilpas afkølet og får en skive lime.”
Men så var der et eller andet der hviskede. ”Var der ikke noget med en virus?” i mit baghoved…..
Jeg ku’ ikke huske, om det var godt eller skidt. Og jeg bekymrede mig ikke om det, for jeg fornemmede at verden var forandret. Folk hilste på hinanden, SÅ hinanden i øjnene i stedet for at kikke på en skærm, smilede, var venlige og dem der havde ting i ørene, var mennesker med høretab – de normalhørende lyttede bare til hinanden, fugle og byens lyde. Alt føltes nyt. Der var bilister, der stoppede op ved fodovergange, personale der havde tid til en snak med kunder i en dagligvareforretning, og der var tilmed synligt bedrestillede, der tog sig tid til at tale med en hjemløs.
Jeg aner ikke, om jeg havde sovet i 100 år eller bare var besvimet et øjeblik. Det var mig komplet ligegyldigt, for jeg vidste at her – HER i dette nu ville jeg være.
Så vågnede jeg – ØV.


Hans Sølvhøj Bundsgaard

”Utopia”

Hun går ud ad porten, den knager i hængslerne inden den med en tung lyd for alvor smækker i bag hende. Det er første gang i flere år at hun er udenfor, har vovet sig ud. Det er aften, solen er ved at gå ned og himlen er flammende rød og lilla og lægger et kærlighedsslør ud over byen. Gadernes asfalt er erstattet af bløde, olivengrønne vækster, så bløde som mos og det føles lunt under hendes bare tæer. Foran alle døre, porte og butikker er der blomster eller grønne planter, op ad muren vokser de, i krukker står de, alle mulige forskellige slags, spinkle, kraftige, fligede, oprette, klatrende, krybende planter, der strækker sig efter det sidste aftenlys.

Natten bliver aldrig helt sort mere og himlen over alverdens byer er klar og gennemsigtig, så stjernehimlen igen er synlig for enhver. For enhver der bøjer nakken tilbage og kigger op. Der er stille i natten, bilerne svæver lydløst over de grønne vækster og natfuglene har taget bolig i byen og synger deres aftensange, insisterende, klart, i dur og glade rytmer, som får kvinden til at bevæge sig let og i takt til den livlige fuglesang. Vor Frue kirke, som den engang hed, er blevet centrum for alle beslutninger. Alle skulpturerne, som engang var naglet fast til gulvet, har løsrevet sig og går nu rundt blandt hinanden i kirken, roligt og med løftet pande. De har besluttet, at alle mennesker skal sættes fri til at elske den næste og den næste og den næste og den næste. Næsten. Hvis næsten vil. Åbent land, åbent sind, åbenhed og intuitive møder er tilladte, ja man ligefrem opfordres til at lære andre at kende, røre ved dem, mærke deres hud under håndfladen og føle hårets tykkelse og struktur, når man står helt tæt og kærligt holder sin hånd om næstens nakke. Snakken går let, der er tillid i verden, og hun mærker følelsen brede sig indeni, mærker letheden i sindet, byens rolige puls og åndedræt, smuk i farver og form, mennesker der rækker ud, går hun tillidsfuldt i møde, hviler i deres arme, hviler dér en tid og går så videre og hviler i en andens arme.

Aldrig igen skal hun gennem porten, den er for altid smækket i bag hende. Mørket, angsten, uvisheden og pengenes magt er låst inde bag de knagende hængsler. For altid. For evigt.


Hannah Aas Tryel

LIVETS JOKER

Ingenting er helt normalt
det meste er mystisk nyt
alting virker fremmedgjort galt
i virkeligheden for sygt

for hvad er rigtigt helt forkert
hvad er mon op og ned
hvad giver glæde hvad er for sært
hvad gør os glad eller ked?

Et stille møde en sommerdag
et sted som ingen kender
omfavnes tæt med velbehag
forenes som tætteste venner

i virustågens nærhed
som selve livet gælder
med smitten kaldet kærlighed
-den som allermest tæller.


Carsten Milvang

København


Jeg står på stentrappen, præcist midt imellem søjlerne. Det skal jeg. Mit ydre er ren beton. Bomstærkt og uden et lille tegn på liv. Ingen ved det, men jeg er her – inde bagved. Desperat skal jeg endnu engang samle alt, hvad jeg har for at tage skridtet imod reformationsmonumentet, der stadig står i skyggen af de høje bygninger. Mit selvvalgte liv på Hotel California. Et skridt tættere på gaden, et skridt tættere på det hele.


Nattergalen sidder forgæves på min venstre skulder. Det er som den forsøger at kvidre til mig, men alt jeg hører er en hvinende skrålen: YAKADI AQKADI YAK....Pulsen banker med sin forhammer på det døde betonhylster, der ikke giver efter. ER ALT SOM DET PLEJER? Jeg mærker sveden sive stille frem mellem hårene i hulen og mine øjnes kløen bevidner, at de trænger til at åbne sluserne. Er der mere? Mit sorte læderhalsbånd rykker kronisk med små insisterende ryk af tiltagende kraft for at få mig med.


Helt uventet bliver jeg stående. Jeg adlyder simpelthen ikke!


Et strejf af nysgerrighed rører kærligt min kind. Mangler der noget? Eller er der noget nyt? Hvad FUCK sker der her...? Lige der, når skridtet er taget, er det alt for sent at vende om. Den tid hvor jeg stod der, med hylstret udenpå, vil aldrig kunne komme tilbage, ligegyldigt hvor inderligt jeg beder. Det vil for evigt være en tabt tid. Alt vil være endegyldigt forandret. Lige der efter skridtet, jeg lader vente.


Båret af brisen drejer solen som en majestæt om hjørnet, ind over Nørregade og stiller sig ved min side. Jeg trækker vejret ind over savsmuldslæberne, gennem hjertet og helt ned i nosserne. Inden jeg når at bremse noget synger nattergalen for fuld hals. Jeg mærker hjertets varme pible og tager solen i hånden. Sådan! Jeg løfter foden helt, slipper vægten. Bevægelse, jeg er endegyldigt klar til København.


Jakob Lerche Hansen

På min vej 
Mod den blå time
Vil jeg vandre 
I gennem Københavns
Smukke gader og stræder

Jeg vil smile og hilse 
På alle dem jeg kender
Men særligt på dem
Som ingen ser 
Eller genkender

For som et gab
Smitter smilet
Og kan plante solskin
Hvor ingen sol
Ellers skinne kan

Og selv om mørket
Venter bag hvert hjørne
Er jeg ikke bange mere
For det er i den blå time 
Jeg en ny dag ser...


Lene Lømmelsen

Der var stort postyr i våbenhuset. Folk kylede deres computere i stengulvet og rakte ud efter hinanden. Så hylede de mens ikke kunne få og uddele kram nok. Et lille spædbarn kiggede forskrækket op fra morens barm. Det så ud som var det vokset fast til hendes bryst med halvdelen af kroppen. Hun holdt det hårdt ind til sig og rakte ud efter en mand der skiftevis dansede og hoppede. Han kunne ikke stå stille. Han måtte kramme og kysse og snakke med alle der stod i kirken. Hjerterne sad uden på tøjet. Nerverne var væk. Livet havde aldrig været mere nærværende. Kirken duftede af croissanter og øl. Der var ikke papbægre nok, men der var flasker så langt øjet rakte. Flasker og store forsamlinger af mennesker. Et lykkeligt menneskehav der svømmede rundt i hinanden uden at blinke. Et par fyre havde revet korset med Jesus ned fra væggen. To kvinder stod bøjet over det og trak naglerne ud af Jesu lemmer. Han satte sig op og forsamlingen tav et øjeblik. En kvinde brød stilheden og skænkede øl i et papbæger som hun rakte ham. - Du skal sgu ha' en tår! Jesus greb bægeret, nippede først lidt til den gyldne drik; det mindede om fuldmodent korn. Han tog en større slurk, og bundede papbægret med et tilfreds grynt. Det her smagte bedre end altervin! Solen lå på asfalten udenfor kirken. Den var sunket så meget i knæ at det var næsten mørkt. København summede max. Tændte lanterner løb fra kirken til de andre kirkesogne. Musikken blev leveret af en organist med punkerhår. Efter 5 år i selvisolation var det gået op for folk at corona aldrig holdt op med at hærge. De gav fanden i den sygdom. Nu havde de 14 dage til at feste i.


Lonni Krause

Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster
Indsendte tekster

Hassan Preisler